Fængsel

00:00 Inden vi starter, vil jeg lige gøre opmærksom på, at denne episode indeholder beskrivelser af vold og tortur. Så pas godt på dig selv, når du lytter. 00:07 Det første ting, jeg tænkte, når jeg kom ind, var, at jeg skulle lave fred med, at jeg aldrig kommer ud igen. Hvis man tænker på den måde, at jeg måske kommer ud, altså det knuser en. Man kan ikke fortsætte på den måde. Så det første ting, jeg gjorde, er, at jeg kom ind, og jeg besluttede, at jeg aldrig kommer ud igen. 00:44 Mit navn er Rolf Eckert, og jeg er vært på fængsel. I løbet af den her serie snakker jeg med tidligere og nuværende indsatte. De tager os med for den dag, de bliver anholdt, deres personlige udvikling under afsoningen og tiden efter løsladelsen. I dag skal jeg tale med Mariam. Hej Mariam. 01:04 Hej. 01:05 Er det sådan, man siger navnet? 01:06 Ja. 01:07 Mariam er vokset op i Danmark med sine forældre, der begge er menneskerettighedsaktivister. Som voksen følger hun i deres fodspor, og det sender hende på flugt rundt i verden, før hun til sidst ender i fængsel i sit hjemland beregnet. I dag skal vi tale om den pris, det kan have at være menneskerettighedsaktivist, og om hvordan man mentalt håndterer at være fængsel uden at vide, om man nogensinde kommer ud igen. 01:30 Velkommen til studiet. Tak. Du bliver født i Syrien i slutningen af 1980, og da du er halvanden år gammel, så flygter din familie til Danmark. Hvad er det for et land, du flygter fra på det her tidspunkt? 01:42 Altså, min familie og mine forældre havde været på flygt i mange år, før jeg blev født i Syrien. Altså, jeg kan huske ret meget, men jeg husker, at min far fortalte os, hvor svære den politiske situation i Syrien var. Altså, der var en diktatur, der var ingen rettigheder, ingen friheder... Selvom vi var i Syrien, vidste min familie godt, at på et tidspunkt havde de brug for at komme videre. De kunne ikke blive i Syrien på grund af den politiske situation derhenne. 02:13 Okay. Du var simpelthen farlig at være der? 02:15 Ja. 02:18 Mariams forældre er oprindeligt fra golfstaten Bahrain. Begge hendes forældre er menneskerettighedsaktivister, men især hendes far er en fremtrædende skikkelse i kampen for menneskerettigheder. 02:29 På grund af forældrenes arbejde risikerer de at blive fængslet, hvis de vender tilbage til Bahrain. Derfor flygter familien først til Syrien og siden til Danmark, hvor Mardium vokser op i Holte, som ligger lidt nord for København. 02:44 Jeg kan huske, at fra de første memories, som jeg har i Holte, er der altid, at vi var den eneste brune familie i hele området. Og vi følte os ikke så velkommen i Holte. Jeg kan huske, at en af de første sætninger på dansk, som jeg lærte, var at skrue bag til Kastrup Lofthavn. På grund af, at vi blev fortalt det jo hver eneste dag, som vi var ude af lejlighedet, blev vi fortalt af folk på gaden, at vi skulle skrue bag til Kastrup Lofthavn. 03:19 Så det var en af de første sætninger, som jeg lærte på dansk. 03:22 Og gav en vild sætning. 03:24 Altså, jeg har mange gode og dårlige memories fra Holte, fra dengang jeg var barn. 03:29 Ja, det kan jeg næsten forstå. Og når man nu vokser op med den her måde, hvor man sådan, jeg kan fornemme, du har ikke følt dig helt velkommen her. Hvordan var det så at gå i skole? 03:38 Det var ret forskelligt, fordi jeg gik ikke til en folkeskole. Først begyndte jeg i Bjørns International School, og det var på den engelske afdeling. Og så gik jeg fra den anden klasse til Copenhagen Euro School, som var også på engelsk. Så det var meget diverse ind på klasset. Det var en meget lille klasse, og der var mange forskellige studenter fra forskellige lande derinde. Så der følte jeg, at jeg var blandt folk, som lignede mig, og som havde historier, som lignede min families historie. 04:15 Det var mest ind i Holte, altså når vi gik ud til at lege i legepladsen lige ved siden af vores lejlighed, vi havde en... en nabo, som kom ud på hans altæn, hver gang vi var ude og lege, og begyndte med at skrive på os, at vi skulle ikke være der, og at vi skulle hjem, og mine forældre prøvede flere gange til at tale med ham, at han skal ikke snakke til os, men... 04:38 Det blev ved i mange år, som vi boede i Holte. Så jeg troede, at det var en slags... Det var lidt befriende at gå i skole i en anden sted, hvor jeg følte, at folk lignede mig. At jeg kunne belong mere, end jeg følte, at jeg gjorde i Holte. 05:01 Da Mariam er 14 år, vurderer hendes forældre, at familien igen kan vende tilbage til hjemlandet på regn, uden at risikere fængsling. 05:08 Og det er en beslutning, Mariam bliver meget begejstret for. 05:13 Altså på det tidspunkt, når jeg tænkte på Bahran, så tænkte jeg på en folk, hvor jeg bliver aldrig fortalt, at jeg ikke er fra denne lande. Folk ligner mig og snakker som mig og tænker ligesom mig. Selvfølgelig var det ikke sådan, når vi kom derhenne. Det var meget anderledes. Og det er altså meget ironisk, tror jeg, at når jeg gik på skole i Bahran, når vi rejste derhenne, at min kældenavn i hele min højskole, altså tre år, som jeg var i højskole i Bahrain, min kældenavn var Danskeren. 05:49 Det var som om, jeg havde vundet noget, på grund af fejnet i at blive set som en dansker. Selvom det er ikke fra danskerne selv, men på en måde, det føltes som om, jeg blev anerkendt for første gang, eller set på første gang, for hvem jeg var. Selvom jeg følte ikke helt, at jeg var kun dansker selvfølgelig, men bare at blive kaldt det, eller at folk kunne se, at der var noget i mig, som var også dansk, det var det, som føltes, som om jeg havde vundet noget. 06:22 Hvordan er den her nye hverdag, når man er blevet så meget dansk, som de selv kaldte sig dernede? 06:28 Altså, det var... Altså, det var meget anderledes, ikke? Fordi min fars familie og min mors familie, de er så store. Altså, det tog så længe for mig at lære at kende alles navn, og hvem er hvem, og hvem er kusin og fætter og tante og onkel og sådan noget. Og det var en bare... Altså... Det tog tid for os at settle down lidt i Bahrain. Min far også blev... Altså, de fortalte ham, at han kunne arbejde for regeringen, og de ville give ham mange penge og en villa og en bil, og han sagde, nej tak, jeg skal starte en NGO, og jeg skal arbejde på menneskerettighed for at være sikker på, at selvom tingene er blevet bedre i Bahrain, så bliver de ikke værre igen. 07:16 Årene går, og da Mariam er færdig på universitetet, ønsker hun at finde et arbejde. Det bliver dog hurtigt tydeligt, at det ikke er helt så nemt, når ens far er Abdul Hari Al-Hawadja. 07:27 Altså, jeg bliver grinet ud af forskellige arbejdspladser, hvor jeg bliver fortalt, altså, din far er, hvem han er, og du tror, at du får en arbejde. Altså, du får arbejde her i Bahrain. Altså, det sker ikke. Og... Så efter et par måneder begyndte jeg med at arbejde med det Bahrein Center for Human Rights, som er et volunteer. Det var mig som var responsible for 11 års arbejde som hedder nu med det internationalt work at gøre. 07:59 Så det var mig som lille interviews, det var mig som skrev rapporter på engelsk og sendte dem til det forskellige internationale. Det var ligesom Human Rights Watch, Amnesty International og sådan noget. 08:10 Så det var mig, som blev ansigtet for at tale om menneskerettigheder, når det kom til, hvad der sker i Bahrain på det tidspunkt. Og på det tidspunkt var det meget sensitivt, på grund af, at de havde begyndt med at torturere folk igen, efter de havde stoppet for næsten 10 år. Og de havde begyndt med at anholde folk igen i politiske sager. Så det var en meget sensitiv tid også. 08:41 Mariam fortæller, at myndighederne i Bahrain er begyndt at slå hårdt ned på dem, der kritiserer styret. Og det får også konsekvenser for Mariam selv. I september 2010 får hun at vide, at hun har 24 timer til at forlade Bahrain, hvis hun vil undgå at komme i fængsel. Hun flygter fra landet, og syv måneder senere befinder hun sig i USA. Og her får hun en besked, der vender op og ned på hendes liv. 09:08 Det var den 1. april 2011. Jeg sad på en 2. Jeg havde blevet færdig med at lave møder i Washington D.C. Jeg kan huske, at jeg havde ingen charge, og jeg faldt i sovn. Men jeg havde den her følelse, at der var noget galt. 09:34 Og jeg vågnede op, og jeg spurgte nogen, som sad for siden af mig, om jeg kunne oplade min telefon med deres oplader. Og lige så snart min telefon var tændt, så ringede en veninde. Det ordene, hun sagde var, don't panic, men du skal tjekke Twitter lige nu. 09:57 Så jeg går ind på Twitter, og jeg kan se, at min søster har skrevet på Twitter, hvad der var sket. Altså, at de havde kommet til min søsters lejlighed, hvor alle mine familier var. Og at de havde slået døren ned. At min far havde fortælt familien, fordi han vidste, at de ville komme. Så han fortælte familien, at de skal ikke gøre noget som helst. At han går fredeligt med dem, fordi vi vidste også, at de slår folk, når de siger noget, eller prøver at stoppe dem eller sådan noget. Så min far fortalte dem, at I skal ikke gøre noget som helst. I skal ikke sige noget, I skal ikke gøre noget. 10:27 Jeg går bare med den. Men lige så snart de kom ind, han begyndte med at sige, at jeg går med jer fredeligt. Men de begyndte med at slå ham. Der var flere af dem. Det var... Alt sammen med skade. Man kunne ikke se deres ansigter eller noget som helst. Og det var måske 10 af dem, som begyndte med at slå ham, spark og slå i hovedet og sådan noget. Og det eneste, min søster kunne høre, var, at min far sagde, at jeg ikke kan trække vejret. 10:59 Jeg kan ikke få luft. Så hun sagde til dem, at han har sagt, at han går med jer fredeligt. Altså, hvorfor er det, at I slår ham? Så skriger de på hende, at hvis du siger noget som helst, så anholder vi det også dig. Så de bliver ved med at slå ham, så tager de ham fra hans ben og begynder at trække ham ned ad trapperne, hvor hans hoved slår hver trappe, når de går nedad. Og han var bevisløs på det tidspunkt. 11:28 Hvor tager de ham hen? 11:30 Altså lige så snart som de to ham, tog de også to af mine søsters mænd, som også bliver anholdt og tortureret. Og de er ikke politiske aktivister eller menneskerettighedsaktivister, de er begge to ingeniører. Så de har ikke noget med noget at gøre, men de tog dem bare fordi de er gift med min søster. 11:51 Men lige så snart de tog den, så begyndte min ældste søster med at sultestrække, for at sige, at vi skal få lov til at vide, hvordan min far har det, og hvordan de andre har det også. Og mit job, når jeg var i USA på det tidspunkt, var at gøre alt, hvad jeg kunne, for at få internationalt opmærksomhed på sagen. 12:14 I finder ud af, at din far er i liv? 12:16 Yes. 12:17 Efter hvor mange dage? Ja. 12:18 Jeg kan ikke huske præcis. Jeg tror, det var måske 3-4 dage. Måske 5. Jeg kan ikke huske det. Men vi troede, at min far er den slags, hvor han altid laver sjov, og han griner altid. Han er den slags, som selv når folk er depresserede, er han den eneste, som er optimistisk. Men når han ringede på det tidspunkt, så havde han bare én sætning. Han fik kun lov at ringe i måske... 12:48 5-7 sekunder, hvor han sidder bare den samme sætning, måske 2-3 gange. Og det var på arabisk, og han sagde... Og det betyder, at... Altså på engelsk betyder det... 13:01 Hvad tror du, han mente med det? Altså smerten er stor? 13:03 At han bliver tertareret. 13:05 Okay. Så det, han siger der? 13:07 Ja. 13:07 Okay. 13:11 I 2014 kan Mariam ikke holde sig væk fra Bahrain længere. Hendes far er alvorligt syg efter en længere sultestrække, og selvom Mariam risikerer at blive fængsel, beslutter hun sig for at rejse tilbage til Bahrain. 13:24 Jeg er ikke den slags, som... Altså, jeg laver ikke mine beslutninger på grund af mine følelser. Jeg er meget logik som en person. Så jeg satte mig ned, og jeg skrev noget i en strategi, hvor jeg tænkte om, okay, hvad er de forskellige ting, som jeg kan gøre for at drive min fars liv? Og ikke kun min fars liv, men for at få det, som sker i Bahrain, altså for at få opmærksomhed på det, som sker i Bahrain. Fordi det er ikke kun om min far. Der er så mange, som er blevet fængslet og tortureret i Bahrain. 13:53 Så vi prøvede med at snakke med FN, og at få dem til at gøre noget. Vi snakkede med EU i FN, for at få dem til at sige noget. De sagde, at det ikke er den rette tidspunkt, det er ikke meget, vi kan gøre lige nu. Jeg prøvede at tænde med medierne, at få opmærksomhed på serien, så sagde de, at han har slutstrækket flere gange. Det er ikke så interesserende længere, at han er slutstrækkende igen. Så på det tidspunkt sad jeg mig bare ned og... 14:20 Jeg har tænkt på, hvad jeg kan gøre selv. Hvis jeg tager ind til Bahrain, hvis jeg rejser til Bahrain, og hvis jeg bliver anholdt, eller hvis jeg bare får lov til at komme ind til Bahrain for at prøve at se min far, så er det i sig selv en historie om den bahrainske kvinde, menneskerettighedsaktivist, som rejser til Bahrain efter tre år. Så det bliver en mediehistorie. 14:44 Så det blev en beslutning, fordi det fuldt med? 14:46 Præcis. 14:47 Så du tog afsted? 14:48 Præcis. Og jeg tænkte også, at hvis jeg ikke har succes med at få opmærksomhed på den sag, så i det mindste er det måske min sidste chance for at prøve at sige min far. 15:01 Og jeg har en hel plan, altså en strategi. Jeg sidder nede med folk, som jeg arbejder med. Vi har en hel plan om, hvad der sker på hvilket tidspunkt, hvad de skal sige. Vi har også plan A, plan B, plan C for de forskellige ting, som kan muligvis ske, når jeg er der. 15:17 Udover hele planen her, der bliver lagt, er du så nervøs? Fordi du ved jo godt, hvad der kan ske. 15:22 Ikke i begyndelsen, fordi der var alt for meget adrenalin for mig at føle bange, tror jeg. Jeg var ikke så nervøs på det tidspunkt. Det var ikke indtil jeg sad inde i flyet, og vi var tæt på at lande i Bahrain, at jeg begyndte med at gå i panik. Altså det eneste jeg kunne tænke om, var de hundredvis af forskellige rapporter, som jeg har selv skrevet, om hvordan folk var blevet tortureret i Bahrain og fængslet. 15:51 Og det eneste, jeg kunne tænke på, er, at det kommer måske til at ske til mig lige om lidt. Og nu har jeg ingen chance eller mulighed for at tage tilbage, så jeg kan ikke ændre. 16:01 Du kunne ikke flyvende til at vende om. 16:02 Ja, præcis. Jeg kunne ikke vende om. 16:04 Hvad bliver du mødt af, når du stiger ud her? 16:06 Altså lige så snart jeg kommer ud af flyet, så står de og venter på mig. Der er tre politibetjent i uniform, og så er der en, som er civilbeklædt, og han holder en videokamera, og han optager det hele. Det eneste tidspunkt, hvor jeg ikke blev optaget med den her videokamera, var, når jeg blev slået ned af politiet. 16:28 Hvor blev du ført hen? Og hvordan går de næste par timer her? 16:32 Altså, jeg opførte mig, som om jeg var meget, meget confident, og at... Altså, jeg var slet ikke nervøs eller bange, men selvfølgelig endte i. Du ville ikke vise, du var. Helt i panik, ja, jeg vidste det bare ikke. Så jeg blev taget ind til et sted, hvor man kommer... Når man ankommer i Lofthavn, og så skal man på en anden flyv, altså en konnekterende flyv, så skal man ind i sikkerhed eller passport control, ikke? 16:58 Mhm. 16:59 Så jeg stod derind, og der var en værelse, hvor normalt har de migrant workers, som bliver deporteret, de lægger dem i den her værelse. Og jeg blev fortalt, at jeg skulle vente derind, så de kunne beslutte sig, hvad de skal gøre med mig. Og så tændte de the air conditioner fuldt på. Og det er noget, som i Bahrain, vi kalder det for fryserteknikken. Det er en slags dator, hvor værelset er så koldt, at man ikke kan føle noget som helst. 17:30 Man sidder bare og er shaking hele tiden og ryster sig, på grund af, at man er så koldt. 17:38 Og selvfølgelig sidder de ikke i værser med en, når man er i, hvad vi kalder, fryseren. Og jeg fik ikke lov til at gå ind på badefærelset, eller gøre noget som helst på det tidspunkt. Og de fortalte mig, fordi de havde den her videokamera, de fortalte mig, hvorfor siger du de her slemme ting om os? Altså, vi torturerer folk ikke, vi har ikke en diktator, vi er en fredeligt land. Og de fortalte mig, at du altså ikke er fra Bahrain, og du har ingen bahrainske stedsborgerskab, så hvad laver du her? 18:11 Det er ikke dit land, og du er ikke velkommen i Bahrain. Så sagde jeg, at jeg ved godt, at jeg har en stedsborgerskab. Det er ikke noget, I kan tage fra mig. Der er regler om, hvordan I gør det, og jeg ved godt, at I ikke har fyldt dem. Men så sagde jeg også, at lige så snart jeg får lov til at sige min far, så er jeg okay med at rejse væk igen. 18:28 Og jeg fortalte dem også, at jeg ved godt, hvordan I er, og jeg ved godt, at der kommer et tidspunkt, hvor jeg bliver angrebet af jer. Og jeg vil lige bare sige til jer, fordi jeg ved, at I optager mig. Jeg siger det på kameraet, at selvom I bruger vold, så bruger jeg ikke vold, fordi jeg er en non-violent activist. Og så begynder de med at sige, de tænker altså, vi er ikke forlige, vi gør ikke de her ting, hvorfor vil du sige sådan noget? Men selvfølgelig skidte det lige bagefter. Så han greb de der? Lige efter? Lige efter. De fortalte mig, at jeg skulle give dem mit telefon. 19:00 Jeg fortalte dem, at jeg kender loven i Bahrain. Hvis de vil gerne have mit telefon, så skal de komme med en papir fra en eller anden judge, en dommer, som siger, at jeg skal give dem en telefon. Og jeg giver den det ikke, før jeg siger noget. Så vi var ind i værelset, og der var fire kvinder politibetjent. Og de begyndte med at slå mig rigtig hårdt. Jeg sad bare med mine hænder og fødder, så de kunne ikke sige, at jeg stod dem tilbage. 19:34 Så jeg sad bare... Du er taget bare og tog imod? Ja. 19:38 Præcis. Og de slog mig så hårdt, at min skulder var helt damaged. Jeg ved ikke, hvad det hedder på dansk, men they tore my shoulder muscle. 19:53 Skuldermuskel? 19:54 Ja. Blod revet over? Ja, de revede min skuldermuskel, og så var jeg banket i det hele. Og så selvfølgelig anklædede de mig for at slå dem bagefter. Okay. Så bagefter, altså, der var et tidspunkt, hvor jeg så, at de ikke kiggede på mig, så jeg kom rigtig hurtigt ud af værse, hvor jeg var, og læggede mig ned. Altså, jeg stod foran, hvor folk kom igennem for at tage det til de konnekterende fly, og jeg begyndte med at sige rigtig højt. Jeg hedder Mariam Al-Khawaja, jeg er bahrainske dansker, jeg bliver holdt her imod min vilje, og kan I ringe til den danske ambassade. 20:34 Og jeg sette en sammensætning igen og igen og igen og igen. Og folk kiggede på mig, og der var panik helt stadig. Og så så jeg, at der kom en hel flok politibetjent løbende ind. Og de begyndte med at stoppe hver som helst, som kiggede på mig, eller prøvede at optage noget. De tog deres telefoner og sluttede, hvis de havde optaget noget. De fortalte, at de skal ikke kigge på hende. Så når jeg så, at de kom, så lækkede jeg mig ned på jorden, ligesom min far altid sagde, at man skal gøre. 21:06 Men jeg troede, at det ville tage lidt tid for dem at få mig op og tilbage i værelset. Men det var et par sekunder, hvor det var ingenting for dem at løfte mig op og tage mig tilbage i værelset, hvor jeg fik håndjern på og sad i fryseren igen i flere timer. 21:27 Mariam bliver tilbageholdt i 12 timer, før hun bliver ført ind på et lille kontor i lufthavnen. Her får hun at vide, at der har rejst flere sager mod hende. Blandt andet bliver hun anklaget for at have slået de politibetjente, der anholdt hende i lufthavnen. Hun bliver også anklaget for at have fornærmet Bahreins konge, men hvad hun helt konkret skulle have sagt eller gjort for at fornærme ham, får Mariam aldrig at vide. 21:51 Efter det tog de mig til The Public Prosecution, hvor de fortalte mig officielt, hvad de sagde imod mig var. De viste mig et billede af en af de politibetjente, som havde en scratch på det, og de fortalte mig, at det er bevisen, at jeg havde angribet dem. 22:12 Og så sagde de, at jeg skulle skrive under, at jeg blev interrogated. Men jeg fortalte dem, at jeg underskriver ikke noget som helst, fordi jeg fik ikke lov til at tale med min advokat. Og det går imod, altså at det er strød med loven, så jeg skriver ikke under noget som helst. Og så blev jeg flyttet til fængslet. 22:31 Til kvindefængslet? 22:32 Yes. 22:32 Som hedder Isatown? 22:33 Mhm. 22:37 Så lige så snart jeg kom ind, det var midt om natten. Og når man kommer ind på den her fængsel, først bliver man kropsvisiteret i det første. Så kommer man ind i bygningen, hvor fængslet er. Og der er en slags reception. Det er to sal, den her fængsel. Og når man kommer op ad trapperne, er der en lille køkken, hvor der er flere siddepladser og en tv og en lille køleskab. 23:10 Og så er der otte celler på den sal og en badværelse. 23:18 Når man kommer ind på en cell, er der fire bunk beds, og man kan kun gå måske fem skridt imellem de to højsenge. Og i køkkenet er der også ikke så meget plads, men Det er der, folk sidder, når de ikke har andet at gøre. Og inde på køleskabet er der meget lidt mad. Bare noget brød og noget ost og sådan noget. Og jeg kan huske, at jeg var rigtig sulten på det tidspunkt. Så jeg kom ind til fængslet. 23:48 Det første jeg gjorde, at jeg gik ind til køkkenet, og jeg åbnede køleskabet. Der var kun en kvinde. Alle var sovende på det tidspunkt. Der var kun en kvinde, som sad inde på køkkenet. 23:57 Og jeg tog ud en stykke brød og osten. Det var en slags cream cheese. Og så kiggede jeg på hende og sagde, så hvor kan jeg finde et kniv? Så begynder hun med at grine, altså i rigtig lang tid. Og hun fortæller mig, hvor tror du, du er? Altså, du er ikke inde på Hilton Hotel. Tror du, der er kniv herinde? Altså, du skal bare bruge dine fingre. Og så, altså, det var på det tidspunkt, at jeg forstod, at jeg var, okay, jeg er i fængsel. 24:28 Nu var du kommet i fængsel, ja. 24:30 Så du smørte cream cheese med dine fingre, men du fik dog mad. Og hvor så du henten først nært? 24:34 Det var den celle, som var tætteste på badværelset. Det var den eneste, hvor der var lidt sted på gulvet. 24:42 På gulvet? 24:42 Du fik ikke en seng? Nej, alle sengene var optaget. Og de andre celler havde folk sårende på gulvet også. Så det var den eneste sted, hvor jeg kunne sove på gulvet, hvor der var sted. Jeg tror, det var måske 3-4 dage efter, at en kvinde blev lyslædt, og jeg fik hendes seng. 24:59 Okay. 25:02 Mariam ved ikke, hvor længe hun skal være fængslet, eller hvad der skal ske med hende. Men trods uvidsheden finder hun hurtigt en rytme i sin nye hverdag. 25:12 Man vågner op kl. 6 for rollcall, hvor de siger alle navnene, og man skal sige, at man er der. Og så henter de morgenmad, og så er der en anden rollcall til lunch, hvor de henter... 25:28 Så de kalder over højtalerne, hver gang der er noget? 25:30 Ja, på højtalerne, men når de laver den her rollcard, hvor de siger alle navnene, så skal vi stå udenfor vores celle, og de kommer og siger navn, og vi skal se, at jeg er her. 25:41 Man skal lige se, om du er stadigvæk i fængslet? 25:42 Ja, præcis. Og jeg kan huske, at der var ikke noget som helstid, hvor de slukkede lyserne udenfor. Så selvom man er inde i cellen, så er der altid en lystændt. Og det er også Bahrain, hvor det er ret varmt, ikke? Så vi havde en air conditioner på, og vi havde kun to muligheder. Det var, at vi har den på, eller at den er slukket. Hvis den er slukket, så er det alt for varmt. Hvis den er tændt, er det alt for koldt. 26:14 Og selvfølgelig efter min experience i Lufthavnen med den der fryseren, det var ikke nemt at være i fængslet med den der AC-tent hele tiden. 26:23 Så ville du hellere være varm. 26:25 Ja, præcis. Men jeg synes, at på et tidspunkt tog en beslutning, at jeg spillede basketball, når jeg var yngre. Og jeg besluttede mig, at jeg skulle bare sige det, som om jeg er i en basketballkamp. Altså training, ikke? Så jeg gik rundt og syngede og tælt med folk, og jeg var altså meget rart med politikpartiet, som var rart med mig. Altså hvis de respekterede mig, så respekterede jeg dem. 26:53 Og jeg begyndte med at lave engelsksprog klasse til de andre, som var fængslet, og de tældte med mig om deres sager, og jeg prøvede at hjælpe dem med at få advokat eller translation eller sådan noget, når de havde brug for det. 27:07 Du fik hurtigt fyldt din tid ud her og fortsat let det her arbejde, aktivistarbejde inden for murerne. 27:12 Ja, altså jeg tror på den ene måde var det min måde at vise dem, at de kunne ikke knuse mig, selvom jeg var fængstret. At jeg skulle stadig nøde livet og leve livet. Men på den anden måde var det også for mig selv. Fordi jeg vidste, at hvis jeg tog tiden til at blive til primæret og rigtig tænkte på, at jeg aldrig kommer til at komme ud. Det første ting, jeg tænkte, når jeg kom ind, var, at jeg skulle lave fred med, at jeg aldrig kommer ud igen. 27:41 Okay. 27:42 Fordi hvis man tænker på den måde, at jeg måske kommer ude, altså det knuser en. Man kan ikke fortsætte på den måde. Så det første ting, jeg gjorde, er, at jeg kom ind, og jeg besluttede, at jeg aldrig kommer ud igen. Så jeg brugte min tid i fængselet i den der mindset. 28:01 Du har sådan meget hurtigt accepteret tingenes tilstand for at kunne overleve i det og holde ud og være der. 28:05 Ja, præcis. Det er en self-defense mechanism på en måde. 28:08 Ja. 28:09 En af de ting, som var sværeste eller hårdeste at være inde i fængslet, var, at det føltes som om, det var den samme dag i hele tiden. Altså, det var en dag, som sluttede ikke. Altså, der var morgen og der var nat, men det var den samme dag. 28:23 Der skete det samme hver dag. 28:24 Ja, præcis. Så det var som om, man var blevet stok i en dag, som aldrig slutter. Det var en af de hårdeste ting. Og så den anden ting var, at hver nat, når jeg skulle sove, der var ligesom en reel inde i min hoved, som spillede. Og det var alle mine hukkommelser om at være ude i naturen, eller at være med venner, eller at gå ud til en... 28:56 cinematikker eller sådan noget. Så det var altså en replay af mit liv. Altså glade memories, men 29:04 Så du dagdrømte lidt og flygtede væk i sindet? 29:06 Meget, men det var også meget svært, fordi jeg havde besluttet mig, at jeg aldrig kommer ud, så når jeg tænker på de ting, det var ligesom, det var som om, jeg prøvede at hold on to disse hukkermelser, at jeg vil ikke have, at der kommer en tid, hvor jeg kan ikke huske længere hvordan det følte at være udenfor, for at fylde solen på ens krop, eller for at tale med folk, eller at gå ud i naturen og sådan noget. 29:35 Det tror jeg er vigtigt, du har haft det sådan her, og prøver at holde fast i det der var engang, for ikke at helt miste. 29:39 Ja, præcis. 29:41 Du bruger meget af din tid på at hjælpe de andre kvinder inde i fængslet. Hvad hjælper du dem med? 29:47 Altså, lige så snart jeg kom ind, altså den næste dag, at jeg var fængslet, skrev det om mig i Bahrendsaviser, at jeg var blevet anholdt i Lofthavn, at jeg havde angrebet politifolk og sådan noget. 30:02 Så kom folk ind i min cell, og de sagde, altså, det er dig, er det ikke? Så sagde jeg, ja. Så siger de, ej, vi kender dig altså, alle i Bahrain kender mit navn, på grund af mit arbejde. Så siger de, okay, nu skal vi fortælle dig om vores sager. Og de mest af kvinder, som var fængslet i Bahrain, er migranter. 30:22 Og de blev behandlet så slemt i Bahrain af alle. Altså af normalt folk, af politiet, af systemet, af det hele. Så jeg lærte så meget om deres forhold, om hvordan deres liv var i Bahrain. Når folk vil komme af med dem, og de vil ikke betale for deres rejse hjem, Så tager de dem bare til en politistation og siger, at de har stjælet noget, eller slået et barn eller sådan noget. 30:54 Og så bliver de altså bare lagt ind i fængslet, og de bliver der indtil de kan betale for en... Altså finder en måde at betale for deres billet hjem til. 31:06 Det bliver en lang afsåning, hvis man ikke kan betale. 31:08 Præcis. 31:10 Hvor fandt du overskuddet til det herfra? Altså du var jo selv rimelig udfordret med lige at blive anholdt og... 31:15 Men det er jo pointen, ikke? Altså, når man arbejder for andre folk, og når man hjælper folk, så er det det hele værd. Altså, det føles som om, jeg bliver ved med det, som mit liv handler om. Det er aktivisme, det er at hjælpe folk. Så på en måde, jeg var fængslet, men jeg var stadig fri. Jeg var stadig, altså, jeg fortsatte med mit arbejde. Så det var meget vigtigt for mig, og på en måde, det var det, som hjælpede mig med at komme igennem den her oplevelse. 31:48 Mariam er fast besluttet på at få lov til at se sin far, som stadig sidder fængslet. Derfor begynder hun at sultestrække. Efter fem dage giver de efter, og Mariam bliver eskorteret til Djorve fængslet, hvor hendes far sidder. 32:02 Det var en chok at se min far på den måde. 32:06 Jeg var både meget glad, men jeg... 32:10 var også meget bange. På grund af, at min far så ud som en, som har ikke spist i et år. Han grinede, og han tælte med mig, og han lavede show, at vi var begge politiske fanger, og at vi skulle måske spørge, om vi kan få vores eget familie selv i fængslet. 32:35 Fik I snakke om noget, udover at han prøvede at berolige jer alle sammen? 32:38 Min far var stadigvæk sultestrækkende på et tidspunkt. Men bagefter, altså det var på grund af min rejse til Bahrain, at han stoppede hans sultestrække. Men han kiggede på mig på et tidspunkt, og han sagde til mig, Det er på grund af dig, at jeg stopper sultestrækken. Fordi jeg har fået det, jeg vil gerne have, som var opmærksomhed på det, som var sket inde i fængslet. Og de har snakket om det internationalt. Så nu har jeg fået det, som jeg har sultestrækket for på grund af dig. 33:11 Og jeg vil bare gerne sige, at du har reddet mit liv. 33:14 Okay. Hvad skete der så hos dig? 33:17 Altså... Det var som om at blive slået i hovedet med noget rigtig tungt. 33:24 På en måde ligger, altså der er meget pres, ikke, at bliver fortalt, at man redder en andens liv. Altså selvfølgelig, at han fortalte mig, at han er meget stolt af mig, og at jeg skal ikke risikere at tænke på den måde igen. Men selvfølgelig er det det bedste ting i verden, at blive fortalt af ens forældre, at de er meget stolt af dem. At de støtter dem i deres arbejde, og de er tænkt, som de gør. 33:53 En vildt besøg det her, og en vild dag. Der går kun to dage efter, du har set din far, før dit navn bliver kaldt op over fængselshøjtalere her. Og så får du at vide, at du skal møde op til en samtale på et kontor. Hvad vil de gerne tale med dig om? 34:05 De sagde, at jeg skulle mødes med min advokat. Altså, de fortælte mig ikke, hvad det var. De sagde bare, at jeg skulle ende i en værelse eller en kontor. Og jeg kommer ind i kontoret, og så sidder min advokat der, og han fortæller mig, at der kommer en fra Institut for Menneskerettigheder. At han skal komme og tale med mig. Og døren åbner på det tidspunkt. 34:26 Og det var ret sjovt, at ham, som kommer ind i værelset, er min gamle professor fra universitet. Så ham kendte jeg godt, og han kender mig. Og han sætter sig ned, og han siger, hvis du laver en video lige nu... Han siger, jeg har en kamera med mig. Og hvis du laver en video lige nu, og du siger undskyld til kongen... og du siger, at du aldrig nogensinde igen vil sige noget grimt om kongefamilien, så får du lov til at komme ud af fængsel. 35:03 Men hvis du ikke gør det, hvis du ikke laver den her video, så kommer du aldrig til at komme ud af fængsel. 35:11 Jeg kan vide, hvad du svarer til det her. 35:13 Altså, jeg griner, så laver jeg selvfølgelig ikke en video. Jeg er en menneskerettighedsaktivist, og hvis kongen føler sig insulted på grund af min aktivisme, og på grund af, at jeg siger, at vi skal have rettighed og frihed, så tror jeg, at det er et problem, han skal finde ud af. Og det er ikke mig, som skal undskylde. 35:33 Og du havde fået sætningen med, at du kunne risikere at blive her resten af livet? 35:36 Ja. Og så sagde jeg, at hvis det betyder, at jeg skal blive fængslet i resten af livet, så er det okay. Det er ikke okay, men på det tidspunkt sagde jeg, at det er okay. 35:48 Du var stadig i oprør og stadig her, men det mente du ikke rigtigt, eller? 35:53 Nej, selvfølgelig ikke. Jeg kunne fylde panikken indeni, men... Det skal han sgu ikke være, at de er bare i panik. Men jeg fortalte ham, at jeg var meget relaxed, når jeg sagde det. Det er helt fint. Jeg kommer ikke til at undskylde. Jeg har ikke gjort noget forkert, og det er derfor, jeg skal ikke sige undskyld. 36:15 Inden i dig, der måske er et eller andet, når du ved, at der er en risiko for at blive her resten af livet? 36:19 Ja, selvfølgelig. Det føltes som om, der var noget i mig, som var ved at blive knust eller dy eller sådan noget. Men det var meget, meget vigtigt for mig, at det var ikke noget, som de kunne se. 36:34 De skulle ikke se, at de havde vundet eller knækket dig. Du bliver bragt tilbage til din celle her. Men efter et meget kort tid, så bliver dit navn igen kaldt op over højtaleren. Og hvad bliver der så sagt til dig? 36:46 Det bliver sagt til mig, at jeg skal tage mine ting sammen, fordi jeg bliver løslet. 36:49 Nå, okay. Det var sådan hurtigt fra det ene til det andet. 36:53 Yes. Men det var kun bagefter, at jeg fik at vide, at det var på grund af, at de havde fået en deadline på, hvornår jeg skulle blive løslet. De fik en besked fra den derværende High Commissioner i FN. 37:10 som skrev til dem, at hvis jeg ikke bliver løslet på det tid på fredag, så vil han komme ud offentligt med et statement om min sag. Og det vil den barhedske regering ikke have. Så jeg bliver løslet lige før den der deadline. 37:31 Mariam bliver efter tre ugers fængsel løslet fra Isatown-fængsel. Selvom hun burde være lettet, sidder hun tilbage med en følelse af, at hun har fejlet. 37:43 Hele mit arbejde har været omkring at kæmpe for andre mennesker. Det har været for at få andre mennesker løslet fra fængsel. Ikke kun min far, men hundervis af andre politiske fanger. Og det føltes som om... 38:02 Selvom der havde været nogle sager, hvor vi havde succes med at få dem løslet, men det var ikke så mange, når man kigger på tallet. Og det følte sig som om alt det, som jeg havde gjort, alle de møder, alle de rejser, jeg har været på, I enden kom det kun til at få mig løslet fra fængslet, men ikke de andre. Og på en måde var det meget frustrerende at tænke, at det er fedt, at folk gør noget, når de kender en. 38:38 Når de kender dig personligt, og det er på grund af det, at de er villige at skrive breve i pressen, og at lægge pres på den baglandske regering og sådan noget. Men hvad med alle de tusindvis af folk, som er ikke kendt personligt? Som folk ikke kender deres ansigter eller deres navn eller deres historie? 38:59 Ender du med at blive dømt for noget af det, du var tiltalt for? 39:02 Jeg gik ind i retten. Jeg tror, det var én gang. Der var ikke noget beslutning i min sag. Men jeg fik lov til at rejse ud af landet på det tidspunkt, fordi jeg havde en rejseforbud. Og så bliver den løftet bagefter. Så lige så snart det bliver løftet, så kommer jeg til at rejse ud og komme tilbage til Danmark. 39:25 Var der problemer med at komme ud? 39:26 Nej, jeg tror, at de vil meget gerne have mig. De vil gerne af med dig? Ja, altså, de var meget begejstrede for, at jeg skulle ud af landet igen. 39:37 Mariam har ikke været tilbage i Bahrein siden sin løsladelse 2014. For hvis hun vender tilbage, kommer hun i fængsel igen. Hendes far sidder stadig i fængsel, og har nu tilbragt mere end 15 år bag trammer. Selvom Mariam ikke længere kan besøge ham, er de stadig i tæt kontakt. 39:54 Under covid fik vi lov til at få videoopkald. Og det var meget rart, fordi det var den eneste tid, at jeg kunne sige ham. Men det har de stoppet igen. Altså bare med lød. En normal opkald. Og han ringer måske ikke engang... Når han har tid en gang om ugen, nogle gange er det en gang hver to uger, nogle gange er det en gang om måneden. Det kommer an på, hvor meget tid han har, og hvem han har brug for at tale med. Når min farmor var inde på hospitalet, så fik hun mistet hans opkaldtid. 40:26 Det giver jo mening. Ja, det giver mening. Fordi hun kan også ikke besøge ham inde i fængslet. Det kan hun ikke klare. 40:32 Hvor gammel er din far i dag? 40:34 Min far er 65 år. 40:36 Okay. Kan du overhovedet slippe det her? Er der nogle dage, du ikke tænker på det her? At din far sidder i fængslet? 40:41 Nej. Nej, det kan jeg ikke. 40:43 Det kan jeg ikke overstå? 40:44 Overhovedet, ja. 40:46 I dag bor du i Danmark? 40:47 Ja. 40:48 På fuld tid? 40:49 Yes. 40:49 Og hvordan ser en hverdag ud for dig her nu? 40:52 Altså desværre, i 2024 fik jeg at ved, at jeg havde kræft i stedet i tre, og jeg skulle undergå kemoterapi selvfølgelig i seks måneder, og det ændrede meget i mit liv. Jeg havde brug for at tage lidt tid for at bare fokusere på mig selv, og det er så svært at gøre, når man arbejder som en menneskerettighedsaktivist. 41:22 Så det, jeg har gjort i de sidste to år, er at prøve at stude, at andre kan gøre det arbejde, som jeg ikke længere kan gøre. Så jeg fokuserer på at arbejde med den, med det energi, som jeg har. At tale om mine idéer og snakke med min far. Men mest af tiden har jeg brug for at hvile mig lige nu. Så det er rigtig hårdt. 41:53 Jeg vil ønske dig rigtig god bedring med din sygdom, og tak fordi du ville komme her. Det har været meget spændende at blive indført i dit vilde liv på en eller anden måde. Vi har forelagt kritikken i denne episode til Kongeriget Beregns ambassade til Danmark, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse. 42:34 Sæsonen er startet. Sæsonen for hvad? Finalslovssæsonen er startet. 42:38 Kom helt tæt på de vigtigste historier. Let's go! Nej, der er ikke noget, let's go. Idéa Lyd. 42:44 Tak for det, Trump. Bliv opdateret på det uventede. Det der, det er jo et cirkus, han rejser rundt med Trump. 42:49 Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg har set Treadwise-profiler, der siger, at vi kan have et frit valg. Jeg skal følge min mands vilje. Det er derfor, jeg underkaster mig. 42:56 Og det, alle de andre taler om. Symbolisere Treadwise-fænomenet. 43:00 Et skridt tilbage for ligestillingen. Find din podcast. Idéa Lyd.