Sørine & Livskraften

00:00 Inden vi tager hul på dagens afsnit, der skal jeg fortælle, at jeg i forbindelse med min nye bog, Søstre i frihed og kærlighed, holder to arrangementer her i november. Første gang er 8. november i magasinet i Odense kl. 15, hvor jeg taler med forfatter Dy Plambæk. Og anden gang er mandag den 16. november kl. 19 på Nørrebro Teater, hvor jeg skal tale med skuespiller Birgitte Hjort Sørensen. Mathilde Falk vil begge steder stå for musikken, og der vil også være fællessang. 00:31 Du kan købe billetter til arrangementerne på k.dk-live. Jeg håber meget, at vi ses der. Og rigtig god fornøjelse med dagens afsnit. 00:48 Jeg spekulerer af og til over, hvad det må gøre ved en ikke at tro på fremtiden. På den ene side kan der være noget trygt ved at se sig selv som så realistisk, at man ikke lader sig overrumple af livets skrumhed. Men hvad nu, hvis man med tiden helt mister evnen til at tro på, at der venter noget godt? 01:04 Du lytter til Sorine og Livskraften. Mit navn er Sorine Godfredsen. Jeg er præst, og jeg taler her med mine gæster om, hvordan man trods mange følelser og tvivl angående sine evne til at leve, kan erfare, at man er stærkere, end man måske engang troede. Og at man muligvis har en vis pligt til at tro på fremtiden, fordi vi er skabt til at leve det her liv. Dagens gæst er født i Aarhus den 28. august 1974. 01:30 Han voksede op i 86-60 Skanderborg i en kernefamilie med to brødre. Moren arbejdede i stormarkedsiden af Salling, mens faren drev sit eget bogtrykkeri og blev formand for den lokale håndboldklub. Selv spillede dagens gæster og hans brødre også meget håndbold, men langsomt tog musikken over. I ungdomsårene blev han kærester med Marianne, og da han blev student og hans jævnaldrende søgte mod storebyerne, blev han boende. Han hang ud med byens skæve eksistenser, drak øl, lyttede til musik og læste poesi. 02:02 En aften i slutningen af 90'erne skrev han sin første sang, og herefter gik det stærkt, for sangen om hans hjemby blev en lændeplage. Over de seneste godt 20 år har han udgivet ni album i eget navn og etableret sig som en af dansk musiks største sangskriver. Det har indbragt ham en række priser, legater og hedersbevisninger, blandt andet Karlprisen i 2023 for teksterne på albumet De Uforelskede i København. Efter mange år hver for sig genfandt han og Marianne hinanden, og i 2015 blev de gift og bor i dag på Amager med tre sammenbragte og to fælles børn. 02:41 Den 2. september udgav han bogen Sort på hvidt, en bogsamling med alle hans sangtekster fra 2002 til 2025. Peter Sommer, velkommen til Surine og Livskraften. Tak for det. 02:56 Peter, hvis du nu skal vælge side, vil du så forbinde dig med optimisme eller pessimisme? 03:04 Hmm... 03:09 Jeg har virkelig lyst til at svare begge dele, men jeg forstår opgaven og går med optimismen, når det nu skal være. 03:16 Du går med optimismen? 03:17 Ja, det gør jeg. 03:18 Men de ligger relativt tæt, fornemmer jeg. 03:21 De ligger altid tæt. De bor altid i den samme sætning, i den samme situation. De bor altid i min egen sang, vil jeg sige. 03:31 som jeg har om dig. 03:33 Og den ligger foran dig. 03:36 Det er nemlig ikke noget honorar, det er noget helt andet, der ligger i kuverten. 03:44 Alright. Kan jeg læse den op? 03:49 Ja tak. 03:51 Du er et menneske, der kender til følelsen af at være lammet af tvivl. 03:58 Ja, der er der flere elementer i den sætning, som jeg må erklære mig enig i. Jeg er et menneske. Jeg kender til følelser. Jeg har været lam. Og jeg tænker meget på tvivl. Hvad den gør ved os. Hvad vi kan bruge den til. Hvorfor og hvordan. Jeg er lidt uenig i, at jeg har været lammet af den. Måske nærmere næret. 04:27 Næret af tvivl. 04:30 Og ser den som sådan en nødvendighed i mit arbejde især. Ikke så meget, når jeg går ud af det rum og ind i mit liv. 04:43 Så du opfatter ikke tvivl som noget blot negativt? 04:46 Bestemt ikke. Bestemt ikke. Helt klart med til at... 04:52 I det ene rum, hvor vi arbejder, hvor jeg arbejder og skriver sange, tekster. Som sagt helt nødvendigt for at kunne lave et menneskelignende stykke tekst. Et menneskelivslignende stykke tekst, som jeg synes er meget vigtigt. Der er sådan lidt min måde og min ambition med det. Og så ud af den dør og ind i mit liv, hvor tvivlen langt hen ad vejen kan være med til at... 05:20 lave nogle bedre beslutninger omkring ting. Ikke at den ensidigt altid er god. Det ville da være rart bare at kunne kigge på sig selv i spejlet og stå med for eksempel sin partner og sine børn ved sin side og sige, i det her billede er der ingen modstridende følelser. Her er ingen tvivl. Her er ingen rysten på hånden. Men det kan jeg ikke helt. 05:50 Og det er nok der, du vil have. 05:53 Det er i hvert fald interessant, det her med at have en grundfølelse i sig af, at der ikke er noget, der er ubetinget, giver sig selv. 06:03 Peter, du har udgivet en bog, som sagt, med alle dine sangtekster. På forsiden af bogen står der tallene 2002 til 2025. Det kan næsten lyde som sådan en slags punktum, og det er det jo næppe. Men oplever du, at du med den udgivelse træder ind i et nyt kapitel af dit liv nu? 06:22 Ja, altså jeg må da sige, nu du selv lige nævner det, at det kan opfattes som et punkt, som jeg har ikke skrevet en sang, siden jeg tænkte på at udgive bogen dybest set. Og det fylder mig da lidt med en tvivl og en skræk. Jeg har heldigvis fået skrevet et par tekster til nogle andre, så jeg ved godt, at jeg kan, hvis jeg skal. 06:46 Er det en følelse, du er vant til, at du er bekymret for, om der er mere i dig? 06:52 Jeg har altid haft den. Jeg har altid tænkt på det der med, at det man laver her, fordi, altså med det man laver her, at være sangskriver og så ind og til ud optræder og udgiver plader, at der kan man selvfølgelig blive fyret af sit publikum. Og det har jeg også prøvet, at det har været sådan, hvor der kom ikke nogen, og skal vi afløse jobbet og noget udfra kommende. Men jeg har egentlig altid været mere bange for det indfra kommende. At man ganske enkelt ikke havde lyst til, Og beskæftige sig med det, der foregår inde i en, og beskæftige sig med at få det ned på tekster ind i en sang. 07:23 Det er jo en grum fyring, synes jeg. Som jeg har tænkt, det er lidt af det farlige ved det her arbejde. 07:30 Er det noget, der sker, hvis du har modgang, eller hvis du har det for godt, og måske bare nyder tingene? 07:36 Jeg ved sgu ikke. Jeg er i gang med at undersøge det. Fordi jeg synes faktisk, at jeg først gang efter 2025 lidt er i det. At der er lidt længere hen til arbejdsbordet. 07:47 Jeg er ikke så tiltrukket af det, som det har været naturligt for mig at arbejde utrolig meget, og jeg vil nytte det at arbejde meget og bare altid producere. Jeg er ikke rigtig sluppet det at skrive sange. Det er ikke sådan, at nu er jeg færdig med en plade, den er udgivet, så tager vi lige en pause. Sådan en pause er jeg endnu. 08:04 Men kan man ikke forestille sig, at der er andre ting i et liv, der fylder så meget, at det simpelthen er sådan, det er? 08:11 Jo, det kan man. Og det er der også noget, der fylder rigtig meget i mit liv lige for tiden. Det har der jo været før. 08:20 Hvad er det, der fylder lige nu? 08:22 Jamen, det har egentlig været noget lidt helbredsmæssigt, som jeg opfatter som værende fysisk, men som jo godt kan formentlig er bundet sammen med et eller andet, der ikke er fysisk. Nærmere kan jeg nærmest ikke komme det, for jeg ved det ikke. Øhm... 08:40 Jeg har jo oplevet modgang masser af gange før i mit liv, og brugt det enormt meget til at skrive. Altså de mørkeste perioder af mit bitte liv har egentlig været der, hvor jeg virkelig, der er sprunget nogle splinter af, som har været diamanter i det, jeg har lavet. Så det er ikke sådan et... Men den her gang, der kræver det mit fokus på en anden måde. 09:04 Du er 52 år. Jeg er syv år ældre end dig. Og når vi kommer ind i den her fase, så kan man jo simpelthen mærke på sin krop, at der er noget, der forandrer sig. Og det er der også hos mig. Jeg har for eksempel, kan jeg mærke, den her hånd, min højre hånd, der har skrevet virkelig mange ord. Den får sådan en bule her, som min mor også havde, som er et tegn på, at min hånd er ved at være rigtig, rigtig godt brugt. Og når jeg kigger på den, så kan jeg sådan se, okay, Sorine, nu begynder der at være spor af, at du ikke er ung længere. 09:36 De ting, du slås med lige nu, er det noget, der bare er forbundet med, at du bliver ældre, eller er det noget specifikt andet? 09:44 Jamen, jeg har ikke helt nået hen til årsagen, men jeg har sammen med min læge konstateret voldsomt høj blodtryk. Det er meget naturligt, når man er i min alder og måske har levet, som jeg gør. Jeg har oplevet, at jeg ikke kan sove på grund af, at hele min ene side gløder og gør ondt. Måske er det iskirsnaven, måske er det noget andet. Det er jeg i gang med at forsøge at gå meget dybt ind i sammen med en behandler, en fysioterapeut. Men alt det er udmyndet i, at jeg ligesom crashede lidt her i sommer. 10:18 For første gang har jeg nærmet mig begrebet, som jeg har så svært ved at tage i min mund, stress. 10:28 Ja. 10:29 Jeg har kaldt det udmattelse, overanstrengelse, fysisk depression. Mange forskellige ting, jeg forsøger som en ordmager at komme hen til. Jeg er ikke helt fast på, hvad det er, men jeg har jo sat udspillet lidt. 10:43 Hvornår kunne du mærke, at der var noget på vej? 10:48 Jamen, det kunne jeg mærke, da jeg ikke havde sovet mere end måske en enkelt time hver nat i næsten 14 dage. Jeg har altid sovet dårligt, så jeg er rimelig meget vant til, at et sted mellem 3 og 5 timer er fint, og har sagtens kunne klare mig med det. Men efter sådan 14 dage, så begyndte det virkelig at gå i... i kroppen, og kvalme temperaturer op og ned. Og jeg lavede mærke til en fyr, jeg samtaler meget med og arbejder meget med. Når vi sad i samtalen, og han kiggede på mig, så var det som om, at mine øjne var et spejl lige pludselig. 11:22 Ligesom om han kunne se sig selv i mine øjne, så blank var de. Og han sagde det sådan flere gange, det er virkelig svært at samtale med dig nogle gange, for det er næsten som om, jeg kan se mig selv i dine øjne. Og så tænkte jeg, okay, det er... Det var da ikke så rart at høre, vel? Men der var indover mange jobs, og jeg var sådan, jeg har aldrig rigtig prøvet at aflyse mange ting. Så vi har ligesom tænkt, nu gennemfører vi sommeren, og gennemfører den sådan med føn og klem. Og så kommer vi ud på den anden side og går i gang med at og se, hvad vi så gør, og kommer ordentligt til lægen og bliver målvejet og alt det der. 12:00 Så der er jeg lidt nu, at det der fokus med at få kroppen op på højkanten igen, få en kalender, altså alle mulige systemer, som er enormt fornuftige. 12:10 Overvejer du, om det er en mental tilstand, eller om den er fysisk? 12:16 Ja, jeg overvejer det, og indtil videre hellere er mest til, at det er en fysisk ting. 12:20 Men du siger, at du kan også nogle gange være deprimeret 12:25 Ja. Det er primært, det forstår du. Jeg er altid sådan lidt bange for at være ude på de der, at de diagnostiserer sig selv på den måde. Jeg tænker, det er jo en helt naturlig ting at opleve modegang og blive trist over et eller andet. Men jeg tror, den hurdle, som man oplever i min, vores alder, Jeg har taget lidt mere rømme på, end jeg har regnet med. At det der med kroppen sætter ud, og jeg har jo så en historik med min krop, der gør, at jeg f.eks. det at gå, rummer ret mange nederlag hen ad vejen for mig. 13:04 Jeg står og kigger længere hen, og der er brudsten irriterende. Jeg går enormt skævt og skraber imod. Man kan se det på en sko ret hurtigt, at man slipper lidt. 13:15 Jeg kan lige sige, at din historik er jo, at du som teenager blev lam. 13:21 Ja, som 13-årig, så lige pludselig fik jeg meget rundt i ryggen, og så fik jeg rundt i brystet. Og så sagde de egentlig bare sådan efter en 10 timer, sagde de sådan ligesom i sådan en bum på et skib, der kom fra siden af. Og så lå jeg ligesom sådan torsulede på gulvet. Jeg var meget overrasket over, hvad det var for noget. Og brugte jo en sommerferie inde på neurologisken i Aarhus. Og det er efter et par år på at lære at gå igen, faktisk. Og... Og har egentlig haft det fint. 13:52 Det tog nogle år, men jeg kom fint op at spille fodbold og håndbold og sådan noget. Men nu begynder det at rulle ind med fakturer gennem brevsbrækken, og dem må jeg så forholde mig til. Ja... 14:09 Fordi jeg selv er i den her fase og underkøbet jo ret meget ældre end dig, så kan man jo også godt få den der fornemmelse, når man føler sig mere skrøbelig og kroppen forandrer sig. At man simpelthen tænker meget på, at der er stadig lang tid tilbage, men kortere tid end der har været. Skaber det også nogle tanker hos dig nu, at der er noget, der sådan svinder? 14:34 Ja, jeg synes ikke lige, at jeg ser det der slutbillede for mig så tydeligt endnu, men selvfølgelig har det momentvis været forbi. Det er sgu mere, apropos programs titel her, kræften. En ting er muskelkræften, som er svindende. Jeg er lidt, og nu kommer jeg over i det lidt mere psykiske, men jeg er lidt mere nervøs om noget af livskræften. 15:01 gejsten, lysten til at vende dem alle sammen, over på en side, så videre, sælge en masse billetter, alt sådan noget, om den kommer med, ikke? I den rødetalsopgørelse her, ikke? 15:19 Men det er jo sådan lidt ambitionerne, eller viljen til i Europa, der kan falme. Er det sådan, du føler det? 15:30 Det er i hvert fald det, jeg er bange for. Så det er vel sådan, jeg føler det, kan man sige. Jeg kom enormt heldigt at sideværs ind i den her situation, som var mit drømmescenarie. 15:42 Altså at være musiker. 15:42 At være musiker og sangskriver. Fordi det rummer så meget frihed og fleksibilitet. Og det passede godt til mine drømme. 15:53 Var det bare min tur i karusellen, ikke? på 25-30 år. Det er jo ikke naturgivende, at man skal det. Jeg er jo bange for, fordi det er så gejstbordet. Det skal være gejstbordet. 16:11 Det er virkelig interessant det her, fordi det er der på forskellige niveauer mange mennesker, der tænker over, hvor længe har jeg lysten til at gøre det, jeg gør. Kan du beskrive for mig, Peter, en erkendelsesøjeblik nærmest, hvor du kan mærke, at nu er det ikke som det var engang? 16:32 Øhm... 16:35 Jeg oplever det jo ikke som ét øjeblik, jeg oplever det jo som en hel del øjeblikke af noget, jeg har gjort før med naturlighed, der lige pludselig virker... 16:51 Ikke uinteressant, men sådan... Jeg har svært ved at engagere mig i det på samme måde. Det er ned til det der med at sidde med det der berømte hvide stykke papir. Og det, som man før så som... Altså, jeg har aldrig oplevet skriveblokeringer eller noget skulle være svært. Jeg har bare tænkt... Der er et papir, der er et maj, der er en pind, og så lykkes det. Og så er det bare lykkes gang på gang. 17:16 Det har flyttet så enkelt for mig. Ubesværet. Ting har taget lang tid. Overviser at lave. Det er ikke det, men der har bare været gang i noget, jeg kunne overskue det hele. Og nu det der stykke papir, det er... 17:30 Jeg kan ikke forstå, for jeg har så svært ved at komme i gang med det. Det er en boomerang det her, fordi man bliver tit spurgt, om man vil undervise på konservatoriet osv. omkring det at skrive, fordi det er det, jeg gør, og så vil det altid gerne høre. og man kan sige noget om skriveblokeringer, om skrivekriser, fordi det oplever sangskriver jo hele tiden. Og jeg har sagt sådan lidt, jeg tror ikke på det. Jeg tror sgu ikke på det. Jeg tror på, der altid sker et eller andet inde i en. Det var et råd, jeg fik af en fyr, da jeg var ung, som bare er i gang med at forme den næste tekst, den næste idé. 18:04 Og det tror jeg da, det ville jeg da tro på stadigvæk. I må bare erkende, at jeg synes to år, det er lang tid, hvor der bare sker noget, der er i gang med at forme den næste idé. Så det skal fandme være en god idé, der kommer efterhånden, ikke? 18:14 Så det er en mulighed i din bevidsthed, at det er noget andet, der er på spil den her gang? 18:20 Jamen, det frygter jeg lidt. Det må jeg sige. Nu prøver vi at være så ærlige, som vi kan her, ikke? Det gør vi. Og det er jo... Jeg er altid bange for at forstærke noget dårligt ved at sige det højt, kan man sige. Men jeg tænker, det er jo det, jeg gør. Det er jo et forsøg på at altid nå ind til den der kerne. 18:37 Man bliver jo bare tættere og tættere på den kerne i det arbejde, jeg har. Det er jo som at være stenhugger, ikke? Altså indad, indad. 18:44 Og jeg tror ikke, Peter, at man risikerer noget ved at sige det højt. 18:49 Det tænker jeg heller ikke, men jeg er jo en liberal virksomhed, du. 18:55 Ja, og jeg er offentlig ansat, men jeg kender udmærket godt følelsen af at være virkelig bange for, at kilden tørrer ud, og at jeg begynder bare at gentage mig selv. Og fordi jeg skal prædike ved at sønde, så skal der jo skrives noget. 19:08 Det må godt nok også være en ting. 19:10 Ja, det er også en ting, og derfor kan man også nogle gange synes, det er slet ikke godt nok. Og så tvinger man sig alligevel. Men det med livskraften, der kan forsvinde eller kan fortone sig, er det noget, som du... Eller hvordan føles det? 19:31 Jamen, det er jo en ting, som... 19:34 Du ved, når man er 30 år og taler om sådan noget her, så kan man sidde og sige sådan nogle ting, som jeg, der kan se mig selv citeret for, og har sagt, at jeg føler, at jeg går ved siden af livet. Jeg er bange for, at jeg ikke oplever ting stærkt nok, og alt det der. Det kan nærmest være sådan en lille smule eksotisk, ikke? Og turde sådan sige sådan noget højt i den alder. Nu er man lidt pludselig 52, så er der ligesom en anden konsekvens omkring at opleve det der, ikke? Som... 20:05 Altså på den måde er det lidt hissigt, synes jeg. 20:08 Hvad er konsekvensen ved at sige det? 20:12 Jamen det er jo, at man ikke har fået sit hoved og sind og... 20:20 Hele sin eksistens omkring det at kunne graspe i mangel af bedre dansk ord. Situationer og liv og det smukke i at se ens dreng løbe afsted for første gang ud på en fodboldbane i sin nye fodboldtrøje, eller hvad det nu kunne være. Oplever jeg det her stærkt nok? Kiggede jeg lige et andet sted hen på en telefon, eller var der noget andet? Det stresser lidt mere, om man får det med. 20:48 Er det også en fornemmelse af, om du, som jeg også tror, jeg godt lidt kender selv, at man ikke har fået fattet nok, mens tid var? 20:55 Ja. 20:57 Og nu passerer det bare forbi? 21:00 Ja, altså, hvor mange mulige slag med halen er der tilbage i en, i forhold til nogle større eller mindre retningsskift. En ting er noget karrieremæssigt, der tror jeg ikke, jeg har så mange chancer for at lave noget andet. Det er ved at være forbi. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der skulle... at blive sådan en som mig, hvis jeg ikke lavede det, jeg gjorde. Men også nogle indre beslutninger. En bog, man læser, en podcast, man hører, hvor man tænker, det var faktisk livsindrende, det der. 21:33 Det slog lige ud med tre grader, og de tre grader ved vi jo godt. Det lyder ikke ret meget, men udgangsvinkelen er så og så stor, og det kan jo godt nå at blive nået. 21:42 Nu bliver det lidt matematisk det her med grader og vinkler, men eftersom forløbet ikke er så langt, så er det også begrænset, hvor langt det er. Der skal en større grad til, at du når at opleve en ændring, fordi forløbet ikke er så langt. Det er jo sådan, det er. 21:57 Der skal ske mere drastiske ting. 21:59 Ja. 22:00 Når du står og ser, at din lille dreng spiller fodbold, er du så til stede? Er du glad, eller er du et andet sted? 22:08 Jeg er til stede, og jeg er glad, men med det, jeg laver, der vil jeg jo ønske, at jeg kunne skrive en sang om det. Som festner det til hans virkelighed og til min virkelighed, og som viser, at jeg har brugt rigtig lang tid på at være i det billede. Og det er jo bare ét eksempel ud af utrolig mange. Så skulle jeg godt nok skrive mange sange, hvis jeg skulle passe den ambition. Men det er da sådan noget. 22:37 Måske er det bare at være 52 år. Helt straight. Det er nok sådan nogle, der vil sidde og nikke til det derude, men jeg oplever det for første gang. 22:44 Ja, og jeg tror, at nogen vil nikke til det, og så har folk forskellige måder at takle det på. Nogen vil sige, at nu går jeg hjem og sætter mig ved det papir, og jeg rejser mig ikke før, der er skrevet noget. 22:52 Andre, de vil sige, nu står jeg og kigger på min søn, der spiller, og jeg vil øve mig i hele tiden at sige til mig selv, Peter, nu er det her, du er. Det er kun det her, der er vigtigt. Luk alt andet ude. Der er sådan nogle forskellige mekanismer, for jeg tror, masser af mennesker i vores alder kender fornemmelsen af, at der er noget, der fortoner sig, hvis man ikke man selv holder fast. 23:13 Jeg har... 23:17 Jeg har tit tænkt, at jeg har en dårlig hukommelse. Jeg synes, jeg har svært ved at huske bøger, jeg har læst. Og sådan som et op for andre, hvis man lige sådan... Jeg kan jo lige huske det en uge efter, så kan jeg lige være enormt optaget af det og ligesom levere et referat på en fin måde. Det er lidt med til at stresse den tankegang, vi er i der. Altså den situation, jeg siger, jeg er kommet i. 23:40 Må jeg spørge dig, skriver du dagbogen? 23:42 Nej, jeg har så mange målskins fået og købt, og folk skriver... Du er i Sjans, jeg har jo skrevet nogle dagbog. 23:51 Gør det, fordi du vil hjælpe din hukommelse. Og det giver en tryghed at vide, at når det, jeg glemmer, det kan jeg simpelthen gå ind og læse igen. Det er virkelig en trøst. 24:02 Jeg tror, det er dagens råd for mig, det der, dybest set. Men det er jo lige præcis også for mig... Og en ting, der har jagtet mig altid, evnen til at fokusere, blive noget i lang tid, og lade det virkelig gro ind i min væren og bevidsthed. Det har jeg aldrig tænkt, at jeg var god til. Derfor er jeg nok også ind med at lave præcis det, jeg laver. Det er jo poptekster, jeg laver. Det kan godt være, at jeg lægger meget arbejde og tid og tankevirksomhed bag mig. 24:35 Men det er jo et format, som er meget, meget enkelt. Vi snakker jo... Det vil man jo kunne se i den bog, jeg har udgivet. Vi snakker jo oftest om maks 15-17 linjer tekst af en sang. 24:45 Hvis du skulle definere den tilstand, du sidder og beskriver nu med ét ord, hvad vil du kalde det? 24:55 Jamen, så vil jeg kalde det frakturer og tid. Altså, det tidspunkt, hvor man oplever frakturen komme ind... 25:05 Og det er ikke nogen rar følelse, synes jeg. Fordi den gør regnskab over en tankegang, jeg har tænkt. 25:18 var genialt. At sådan bare være i tiden, og lade tilfældighederne fuldstændig afgøre, hvad man læser, hvem man møder, hvem man gør dit og dat med. At det var en kæmpe fordel, en force at leve livet på den måde. Og det kan jeg bare se nu. Den holdt åbenbart ikke lige hele vejen, den tankegang. Det irriterer mig en lille smule, at jeg ikke kunne have foreset det bedre, men bare gået sådan og spredt om mig med, hvor smart det var, ikke? Jo, og bare være til stede. 25:50 Ja. Jeg tror, i den overgang, som du oplever, og som folk, mange mennesker kender, der tror jeg, man skal træde ind i noget, der er mere borget af pligt og målretning, og det der med at sætte sig selv nogle rammer, så man er sikker på, at det her får jeg gjort, det her det skal jeg, fordi den umiddelbare instinktive lyst ændrer karakter, eller forsvinder. 26:15 Ja. 26:17 Og så vil jeg gerne, Peter, tale lidt om din barndom. 26:23 Ja. 26:23 Fordi du kommer fra Skanderborg. Det gør jeg. Som er blevet sagt, og som jeg tror, alle i det her land ved. Og du har dyrket meget det at være fra Skanderborg. Og jeg fortalte i indledningen, at du blev boende dig lidt længere end dine jævnaldrende, fordi du hang ud, som vi siger. 26:41 Ja. Er du taknemmelig for, at det er der, du kommer fra? Ja. 26:46 Ja, det er jo ikke så meget med selve byen at gøre. Det er jo selvfølgelig ens familie. Den var derfra og været det gennem generationer og været fra det område. Så det lægger mig bare nært på alle måder. At ingen er i tvivl om, at jeg kommer derfra og har brugt den meget. Det er jo helt konkret noget at gøre med, at der er en festival, der er enormt stor i den by, hvor jeg har spillet stort set lige siden jeg begyndte at spille musik hvert eneste år. 27:14 Og på den måde blev hun associeret meget med det, og sådan blev hun den, der ligesom... Så mange kendte er vi jo heller ikke fra Skanderborg, vel? Altså, der er jo mig og Kirsten Niefeld, Lise Sørensen, Michael Jøden, der er... Oluen Kirkegaard, som jo er vores store held. Han gad ikke være medstandør for byen. Det gad jeg så godt. Han følte også derfra, da han var. Men... 27:36 Ej, jeg synes, det har for mig været et fantastisk fint sted, og jeg synes, den er jo utvilsomt, ligger skidesmukt og bakket, og et stykke sørland og vel noget, men den har også, for os, der kender lidt baggyderne og gårdene og de der skæve eksistenser, som du talte om, så har den også på sådan rigtig olonkirkegårdsvis lidt magi, synes jeg. 28:05 Hvordan var du, det du lige har beskrevet for mig før med det der sådan lidt porøse sind, kan man vel godt sige, du har, havde du også det som lille? 28:16 Hmm. 28:18 Jeg ved egentlig ikke, om jeg er helt enig. Når jeg sidder her og fortæller det, og de her regninger, vi prøver at sidde og gøre op her, der kan jeg egentlig godt mærke, at det lyder lidt. Og jeg føler mig også lidt porøs. Det er jo så der, jeg er lige nu. Nej, jeg har egentlig synes, at jeg har gået lidt på to afsted gennem det meste liv. Helt indtil jeg er nået. Stort set i starten af 30'erne. Jeg har ikke rigtig nogen hukommelse med det, men jeg husker det ikke som værende nået. 28:49 at det har været en bevullet vej for mig. Faktisk slet ikke. Jeg har ladt mig føre lidt rundt med strømmen, og endte der, hvor jeg endte, og har haft det fint med det. Jeg har aldrig rigtig haft nogen plan på den måde, og tænkte, at det var en fordel. Så nej, jeg opfatter ikke, at barn har haft et pårigt sind, men alligevel været en lille smule... Hvad fanden hed så noget... 29:21 tænkt måske, og det er måske her, det er lidt specielt, det kommer ind, tænkt en gang imellem, i splitsekund, at jeg var noget specielt. Eller et eller andet. Jeg tror, det skete første gang, hvor jeg lukkede øjnene, eller et eller andet, og så op mod solen, og så så jeg ligesom sådan nogle små molekyle, agtige glimt, eller måde, nogle prikker hang sammen med nogle streger, eller et eller andet, og tænke, kan jeg vide, om andre mennesker har det sådan, at når de kigger op mod solen og lukker deres øjne. 29:51 Hvor gammel var du der? 29:52 Jeg har nok været seks år, eller syv år, eller sådan noget, ikke? Men der har man jo ikke ligesom viden nok til at vide, at det har alle nok, når de lukker øjne og kigger op mod solen. Men jeg tænkte, måske ser jeg et eller andet specielt, ikke? Og da jeg så som 13-årig bliver ramt af den der lammelse, Det var jo ikke behageligt at være udstand til at kunne bevæge sig rundt selv, og folk var meget bekymrede omkring en. Men på en eller anden mærkelig måde, så kan jeg huske, at jeg synes, det var så specielt, at lægerne ikke kunne finde ud af, hvad det var. Du ved, det er jo overlæger, der kom ind med kuglepinde og stålbriller, og nu kom overlægerne, nu alle blev sådan helt uhuh, så kom han, og han kunne ikke finde ud af, hvad det var. 30:31 Og det synes jeg var super specielt. Hold da op, at jeg er centrum for alt det her. 30:39 Ja, der bliver du interessant. 30:40 Typisk mellembarn, der også er i gang med at få alt opmærksomheden i en periode. Det er der ingen tvivl om. Så enkelt er det også. Men på en eller anden måde har jeg... 30:50 Var der ikke øjeblikker i det, Peter, hvor du gik i panik ved tanken om, at måske skal jeg aldrig gå igen? 30:55 Overhovedet ikke. Jeg var sikker på, at det nok skulle gå. Det kan jeg simpelthen sige. Jeg husker ikke, at jeg på noget tidspunkt har ligget og haft en downer med det der. Og den følelse der, den forbinder jeg ret direkte med, da jeg så når helt hen i... 31:17 midten af min 20'ere, og af forskellige veje, lige pludselig sidder og vil skrive en tekst til en sang. En eller anden tilfældig eftermiddag. Jeg havde slet ikke planlagt, at jeg skulle være sangskriver eller noget. Jeg sad bare og kedede mig. Jeg spillede lidt bass i et bane, var ikke ret god til det. Og så kedede jeg mig og gik ind ved en pige at lege det værelse ud til i Aarhus, og så havde hun en guitar hængende på væggen. Og så tænkte jeg, den opdager hun ikke lige, at jeg lige låner. Så gik jeg ind, og så fandt jeg sådan en akkordark, hvor der stod, her kan du tage en G, her kan du tage en A, her kan du tage en E. Så gik jeg i gang med det, og da tre timer senere havde jeg skrevet den der 866-0, Og synes jeg, den var ret god. 31:52 Og nu er jeg sangskriver, og nu kunne jeg bruge resten af min liv på at gå og registrere ting og skrive sange om det, ikke? Og den følelse af, at endda vil jeg jo sige, det tør slet ikke spille for nogen, eller det er sgu da ikke noget, det her. Jeg har vist mig det samme, det er at få den god til det her. Og du kan ikke hive en ind foran mig. Steffen Brandt, Peter Ege, alle sammen, der var store på det tidspunkt, og viste det for dem. Og så skulle jeg sidde og krybe mig. Jeg har aldrig krybet for det der. Og jeg forstår ikke, hvor den selvtillid kommer fra, hvor den følelse specielt kommer fra. 32:23 Men jeg forbinder den med de der ting, faktisk. 32:27 Og det, du siger til mig, det er, at den er der ikke længere? 32:31 Jeg kan i hvert fald ikke bruge den der kryptonit, eller hvad det så var. 32:40 Lige nu føles den opbrugt, ikke? 32:42 Og jeg skal finde et andet magisk... Eller så skal jeg bare i gang med at arbejde hårdt med det. Det er også det, der ender med at blive til, at jeg sætter mig ned og arbejder hårdt med det. Selvfølgelig er det det. Og så... 32:56 Det er derfor, at jeg havde lyst til at starte med det der både, da du kom med den der optimisme. Fordi jeg er også rimelig rationel. Jeg tænker også, at nu er det røv til bænk lige om lidt. Der er ikke nogen, der står og venter. Der bliver længere og længere mellem udgivelserne ældre, man bliver. Det er helt naturligt. Og det er også fornuftigt. Der er flere ting i det, der er, som det skal være. Men følelsen af... 33:23 at det er, som det er lige nu, går lidt tættere på mig, sammenholdt med den der fysiske... En ting er degraderingen og muskeltabet, så at sige. Det er også bevidstheden om, hvor meget krudt og energi, du skal lægge i, og bare holde status quo. Det tænker mig lidt, at man skal så meget. Det synes jeg tager lidt tid at komme ind i. Finde glæden ved det, ikke? 33:45 Har du en fornemmelse af, at noget inde i dit sind simpelthen har ændret sig? 33:55 Så det glimt, du fik som seksårig, er det simpelthen brugt op nu? 34:06 Jamen, i programmens ånd kan jeg kun svare, det håber jeg ikke. Faktisk ikke. Det kan jeg sige, det håber jeg ikke. Selvfølgelig håber jeg ikke det. Det er jo ikke til at vide, om noget er forsvundet, eller om det bare er længere væk. Om det er længere væk, end den arm kan nå her. Så må man jo flytte sig for at gøre armen længere. 34:26 For man kan jo også sige, indtil videre i dit liv har du været virkelig velsignet. 34:32 Det har været nemt, på den måde. Det har været nemt at lave det, jeg har gjort. Det har føltes ret nemt, faktisk. Og det er blevet bedre og bedre. 34:46 Men jeg vil gerne holde fast i den her tanke med, at det fakturer tid. Altså, nu kommer regningerne, som du selv nævner... 34:58 Når du ser dig selv i øjnene og overvejer, er jeg mand for det? Kan jeg klare det? Hvad er dit eget svar så? 35:08 I programmet sådan? Det håber jeg nej. Jeg tænker den her gang... 35:16 Og jeg starter med det kropslige. Det, jeg ved, jeg kan gøre noget ved. Og jeg ved, hvad jeg skal gøre ved. Jeg skal møde op til det træning. Jeg skal ud på den cykel. Jeg skal ned i den svømmehal. Jeg skal lave de øvelser, som ingen gider lave derhjemme. Med et eller andet elastik, eller hvad det nu er. Jeg håber og satser alt på, at den her gang slipper jeg det ikke igen. 35:37 Har du været dogen? 35:40 Lige så snart kniven røg af stropen, de gange, hvor jeg har været inde i sådan nogle forløb, Så har jeg gået tilbage til udgangspunktet, som er en lazy boheme, singer-songwriter-type, hvor de flyder let fra hånden, og sangene kommer, og der, hvor jeg skal lægge vægten, det er et andet sted i mit virke, det er det at træde op på en scene, som jeg ikke har brugt mig om, og blive bedre til det. Det har sådan set været den måde, jeg har brugt energien på derinde, ikke? Og det har været rigtig fint. 36:14 Nu har jeg rimelig styr på at gå op på en scene og har det rigtig hyggeligt med det. Det er da jeg er kommet til. Jeg har lært at kunne leve med den stemme, jeg er udstyret med. Det har jeg også brugt lang tid på at kræve meget energi. Og så skal man om på den anden side af cirklen igen og starte lidt forfra med at kunne skrive sange. Måske på en ny måde. 36:34 Som jeg også sagde i indledningen, Peter, så havde du en ungdomskæreste, der hed Marianne, som I så gik fra hinanden igen, og siden genfandt hinanden igen. Det med, at du har fundet Marianne igen, og I nu er en familie, det er jo en helt anden ramme om dit liv, end der var før. Hvad betyder det i alt det her? 36:58 Jeg har egentlig været i rammer hele min voksenliv. Jeg har i en meget kort periode... 37:07 da min ældste søn var tre år, lige haft sådan en lost weekend på to-tre år, hvor jeg sejlede rundt der, og slet ikke kunne finde ud af at være i den situation. Jeg har været med partner altid, og været i rammer altid. Og nu kan man sige, at nu er det jo virkelig i rammer, fordi vi har, som sagt, de der fem unger imellem os, og hus, og biler, og alt det der. Det må jeg sige, det elsker jeg egentlig mere og mere. 37:32 Det passer meget godt med den alder, man har. Og vi har endda stadigvæk små. 37:38 En lille dreng i hvert fald. 37:39 Men at have en familie og have ansvar for børn, det sætter jo virkelig også en retning i ens tilværelse. Og den kan måske også overskygge det liv, du ledede, du var yngre. 37:52 Ja, det fylder enormt meget. Men... Men... 38:02 Jeg vil jo ikke tro, at i forhold til det, vi har talt om i dag med, at man så måske ikke får lavet så meget poetisk arbejde i sin liv, at det fylder for meget. Det oplever jeg egentlig ikke. 38:10 Men kan de mærke derhjemme, at du går og tumler med alle de her ting? 38:16 Lige nu tror jeg ikke, de kan. Min kone har taget et stort træk for mig. Det har hun virkelig de sidste tre måneder. Som jeg næsten ikke har kunnet komme over. Og kunne give slip på det at dele opgaven. Det har sgu været lidt vildt at være ham, der lige skulle have ro inde i stuen. Det har jeg ikke brugt mig særlig godt om. Men jeg er super taklændig for, at hun har gjort det. Nu synes jeg egentlig, at vi er tilbage på en... En okay deling af det hele. 38:48 Hvorfor er det så forfærdeligt at være den, der lige skal have ro? 38:53 Jamen, det er altså... Det er altså imod min... Alt det, jeg har set derhjemme. Altså, det er det, jeg kommer fra. 39:07 Min baggrund, der kan man sige, det er... 39:10 Det er jo derfor altid noget at snakke om følelser og skrive om følelser er sådan rimelig eksotisk for mig og noget, der er lidt vildt. Fordi det gjorde man egentlig ikke så meget hjemme ved os. Der var sådan lidt en fornemmelse af, at min far især er fra landet, og den der tag nu ved... 39:30 Når man stod der og skulle hjælpe ham med at løfte et eller andet. 39:32 Sådan er det alt for tungt. 39:34 Tag nu ved, og lad os få det overstået. Sådan overstår vi ting i min familie. Og den er også god, synes jeg. Bestemt. Den kan sgu få flyttet nogle skab. Den ting. Og få noget op af nogle trapper og alt det der. Og den har jeg virkelig også i mig, og den er jeg lykkelig for. Men over i det der, hvor man lige er nu, og det med det arbejde, jeg er endt i, der er den ikke altid den bedste, vel? 39:58 Men har du også sådan tænkt, når du så har været nede, hvad vil min far have sagt nu? 40:11 Ja. Det har jeg nok ikke lige været et sted, jeg har tænkt, at løsningen lå andet end den her. 40:18 Men kunne han være blevet utilfreds? Og utålmodig? 40:24 Med dig? 40:25 Nej, det kunne han ikke. Det synes jeg ikke. Det er meget entydigt support, uanset hvad, men ikke med sådan en naturlig evne til Og det er igen, det er en tovejs den her. Ikke en naturlig evne til at skulle ned i følelsen og være dernede og forsøge at beskrive for alle vinkler. Det er uvandt for mig stadigvæk ind. Det ligger meget dybt i mig, at vi ligesom bare går videre. 40:58 Og jeg synes, det er en fantastisk evne faktisk. Det, der er problemet med det, er, at når man kommer langt hen eller den vej, man bare er gået videre af, så kigger man tilbage og tænker... 41:11 Det der, jeg så siger, var det intenst nok? Fik jeg nok med? Kan jeg erindre nok? Var jeg lang tid nok ved de ting, der gjorde ondt, eller var fantastiske succeser, til at man så står der og kigger tilbage og har oplevet det liv stærkt nok? That's the issue med at bare gå videre, ikke? Det glemmer man, når man bare går videre, og lige i første omgang tænker, hvor er jeg stærk? 41:37 Det praller sgu af på mig. Jeg gik faktisk bare videre. 41:40 Og jeg tror, der er det forbundet med den tankegang, at man kan blive i tvivl om, apropos min fordom, at kunne lamme sig tvivl. Man kan blive i tvivl om, hvorvidt man overhovedet egner sig godt nok til at leve. 41:51 Jamen, det er lige præcis det. 41:55 Det er lige præcis det, hvis man tænker, hvis jeg ikke engang kan leve op til basis af, det som, når jeg læser en bog af Karlo Knausgaard, alle de registreringer, alle de detaljer, jeg bliver jo dybest set voldsomt sundt på fyren. Det var da utroligt, at han kan registrere så meget på sin vej, og huske det, og sætte det i kunst. 42:17 Som en lille trøst til den, der har det, som du har det, og jeg kender det selv, der tror jeg, at man skal huske, at selvom man ikke selv husker sin fortid som måske intensiv nok, så er der en meget stor sandsynlighed for, at den var det, mens man var der, og at andre følte det sådan. Det kan godt være, at du ikke selv har båret det med, men når jeg har diskuteret det her med andre, som jeg har kendt i mange år, så vil de sige, nej, nej, nej, Sorine, det var da helt anderledes. Jeg tror måske nogle gange, vi husker forkert. 42:45 Ja, ja. 42:45 Og så kan den der refleksion tilbage være for hård. Det er den, man selv er. Det tror jeg, man skal huske. Det er en mulighed, i hvert fald er der. 42:56 Ja, det er jo også et stort krav at stille sig selv og vil refleksere. 43:03 reflekterer over sin samtid hele tiden, som Carlo Knausgaard skriver. Det er også lidt voldsomt, men når man lige læser ham, så har man sådan lidt, jeg føler mig som en fiasko. 43:17 Jeg forstår det godt. At kunne leve så intenst og skrive alle detaljer ud, det er et særligt talent. 43:24 Ja, det er det vigtigt. 43:25 Men du kan skrive, Peter, og jeg vil faktisk lige bede dig om at læse det her højt, fordi du sprang ud som optimist for nogen tid siden. Prøv lige at læse de her ord højt. 43:36 Ja, jeg springer ud som optimist, og det føles som at desertere. Min sjæl, her har du mig tilbage. Min Gud, hvad vil du mere? 43:46 Når du skulle springe ud som optimist og dermed desertere fra noget, så er jeg jo nødt til at spørge, hvad det var, du deserterede fra? 43:54 Mhm. 43:56 Ja, det er jo sådan en rigtig dobbeltbundet koffertekst, som jeg har yndet at lave mange af, hvor det ligesom er sådan et two-way udsavn, som rummer overraskelsen i sig. Og for mig, hvis man tager det linje for linje, så vil jeg sige, at jeg springer ud som optimist. 44:22 Det var så lige der, jeg var på det tidspunkt i den plade, og det var på baggrund af den foregående plade. Det var ligesom for mig en kommentar til den sidste foregående plade, der hedder Alt forladt, som var sådan en, som blev... som blev rubriceret som super tung og energikrævende og skilsmisseplade på trods af, det var det virkelig slet ikke på nogen måde. Så var det for mig en kommentar af, at nu springer jeg ud som optimist og vil gøre det her på en anden måde. 45:03 Og det føles måske... 45:06 Lidt modigt, måske endda lidt overmodigt, fordi over i tristessen mellem kolien, der var godt at skrive, ikke? 45:16 Så du sprang ud. 45:17 Men det var godt at være, og det var godt at føle sig intens, fordi det er faktisk det, der er i det, at man føler nogle gange, man som værende jeg, med alt det, vi har talt om i dag, hvis nogen har fulgt med og kan huske det, så det at turde være, turde at rubricere sig selv som værende lidt trist, melankolisk, opleve modstanden, det føles som det vildeste. Og sige det højt, blive ved det. 45:42 Men det er jo også trygt. 45:44 Tag det med i regningen. Det er enten med at blive trygt, når man har skrevet mange af de sange, så er det ikke så farligt længere til sidst. Så er det farligere at skrive den der ikke glade sang, for hvem fanden gider at høre en glade sang? Jo, det er der sikkert mange, der gør. Det gør jeg også selv selvfølgelig, men de er svær at lave. 46:01 Men når du erklærer dig optimist, var det så påtaget? 46:06 Nej, det var det nu ikke, fordi den blev skrevet i... 46:14 i at have oplevet... 2018. 2018, og der... Nu sidder jeg lige her og regner lidt tilbage. Der er vores datter Linda, en 4-5 år. Og der var vi ligesom kommet ud af det der hul, alle oplever, man kommer ud af med børn, når de andre 3-4-5 år, det begynder sådan, og det hele åbner sig igen, ikke? Og det var gået godt, da vi havde fået... Jeg oplevede at have et barn med en kvinde, hvor det var oproblematisk og skønt, og det der, som man drømmer om ved at have børn, ikke? 46:44 Så der var jeg sgu egentlig rimelig let på tog, og havde lyst til at skrive om det, og skrive store kærlighedssange til min kone. 46:54 Der er noget, jeg godt kunne tænke mig, Peter, og det er, at vi skifter ordet optimist ud med ordet håb. Det er jo to forskellige ting. Fordi optimismen er meget afhængig af, hvordan man føler det, og hvordan det går i ens liv, og om familien har det godt, og om rammerne er der. Hvor mod håbet jo er en kraft, der også er forbundet med livskraft, og som egentlig trodser alt det, der måtte gå galt. Mennesket er i stand til at håbe på trods af al sund forloft. 47:25 Hvormed optimisme, den kan godt dø, hvis man ikke lige er i godt humør. Håbet er noget større. Er du enig i den tanke? 47:33 Jamen det er jeg, fordi hvis jeg selv lige researchede på mig selv, og på hvad man har siddet og sagt om det, jeg har skrevet og har lavet sådan, gennem de sidste godt og vel 20 år, så er der sådan et billede, jeg altid har brugt af, hvordan jeg ligesom stiller de der sanger op inde i mit hoved, som tit er melankoliske, og uden så meget håb, skulle man egentlig, er jeg tit blevet sådan lidt skudt i skoene. Men billedet for har for mig været den der... 48:03 Ubehagelige svinestal, man ligesom åbner døren ind til. Du kan ikke lide lugten, du kan ikke lide måden, svinene har det på. Det hele er en ubehagelig situation. Og så kigger jeg ligesom hen langs the aisle gangen i den her stal, og hende for enden, der er en, der har stillet en stige op mod en loftslim, der står åben. Den er i billedet hele tiden, som repræsenterende. Håbet, det sjove løsningen, et eller andet, ikke? Og det har jeg altid gør mig rigtig meget umage med, når jeg sidder og skriver de her første linjer på det papir. 48:35 Og så er det tit noget voldsomt desperat, noget voldsomt, uh, det føles intenst det her, at sige det højt, at sådan kan man have det som menneske. Jeg kan vide, om det kun er mig, eller er det mange, der har det sådan. Jeg skriver også lige stigen ind et eller andet sted i det. Jeg sørger for, at den er med i billedet hele tiden. Så når det er i billedet hele tiden, så kan man holde til at være og åbne døren ind til noget ubehageligt. Så det har egentlig været med i mit billede altid, det der håb. Det er også i mit billede nu. 49:05 Og det er nemlig, at jeg selvfølgelig lige får lyst til at spørge dig om. Det, du sidder og beskriver nu, og du har en lidt svær periode i øjeblikket, er den stige hen for inden? 49:14 Ja, det synes jeg. Det synes jeg. Og jeg... 49:18 Jeg synes måske lige, den var væk. Vi snakker nærmest kun en måned. Fordi vi er jo kun i oktober nu, og jeg taler om midten af sommerferien. Men jeg oplever faktisk... 49:33 En glæde ved at cykle herind og sige til mig selv, at nu bruger jeg mit svage højre ben, der er spastisk i alle led, og mærker en lille forøgelse af muskelkraft. Og det sætter sig og forplanter sig i hele mit system som en mulighed, faktisk. Og den mulighed har jeg jo så bare lyst til at eftersætte med alt, hvad jeg har, og håber, at den her gang, så lykkes jeg med at blive i det forløb. I lang tid. Resten af vejen. 50:05 Det er jo lige indbegrebet håb, du her beskriver. Fordi man kan mærke en lille glimt af noget, som bærer løftet om noget mere. Og som kan modsige rigtig meget af det, man synes, man ikke kan overkomme. Hvis du nu skulle dø i morgen, Peter, vil du så mene, at du havde levet nok, som dit liv har været nu? 50:49 Jeg har fået alt det, jeg vil have. Jeg har haft familie, jeg har fået børn. Alle de ting, som man normalt ville sætte et V-tegn ved. Ja, men... 51:00 Jeg vil gerne lige, hvis jeg skulle bede om en ting mere, og det, som jeg også vil eftersætte og håber på, så vil jeg godt lige nå et niveau mere op mod knavskov ideelt der. Det kunne jeg godt tænke mig. Som skribent? Ja, og som tænkende menneske, registrerende menneske, følende menneske, levende menneske, kunne være så sikker, som jeg fornemmer, han er, i sit perception af verden. 51:31 At være så utvivlsom. 51:33 Og tvivle sig lidt. Jeg tror, at Knavsgaard tvivler ret meget på mange ting. 51:36 Det tror jeg bestemt også. Men oplevelsen er jo... Og det er jo det, man efterstræber med det, jeg laver. Og det er jo det, jeg selv sætter så højt ved forfatter og sangskriver. Og i hvert fald få fornemmelsen, at en har fucking overblikket over det her. Og kan sige det i en sætning. Eller mange sætninger. 51:54 Men hvis man nu prøver at pakke det her væk med at skrive og producere noget, så er der jo også en tråd i det, du fortæller, som er mere ekstensielt hele dig. Er der noget med hele dig? Der skal noget andet. Der mangler at opleve noget. 52:17 I så fald skulle det være... 52:24 Tror jeg. Og nu bliver det svært at opnå det, tror jeg det måske, men jeg siger det alligevel. Altså noget fysisk dybest set. Altså det er at stå på en scene i, lad os for fanden tage skive af alle steder. 52:41 de har nemt en skråscene på et skivteater, stå ude i backstage og så sige, nu slår jeg flikflak hele vejen, eller kraftspring hele vejen ind på scenen, lander sikkert på begge ben, slår ud med armen og siger, her er jeg, og så lige lægger teksten ud, så det skoldt skulle have på en nærmest knavskårsmåde. Altså, hvis jeg fik det fysiske med på den måde, altså det handler faktisk meget om at kunne genvinde balancen. 53:06 at have fuld kontrol over sin krop. Ja. Det er eksistentielt for mig. Det forstår jeg godt. Og det er fandme vild at sidde og sige, som 52-årige, når alt peger i den anden retning. 53:19 Så du mangler at have en følelse af, at din krop bare kan? 53:24 Det er nok der frakturetingen kommer ind. Den, som jeg ikke tog på det tidspunkt, da jeg var 13 år, og ikke brugte nogen at blive ramt af det, og bare gik videre, som lægen sagde, jeg skulle gøre, fordi vi kan ikke finde ud af, hvad det er alligevel. Lev dit liv, ikke som patient. Det har jeg efterlevet fuldstændigt. Og det har været helt rigtigt. Jeg fortrydde jo ikke et sekund. Jeg ville ønske, hvis der var en ting, at man som 25-årig havde fundet ud af, at man var god til at klatre op af vægge, og så var blevet stærk. Men det gør jeg så ikke. 53:52 Men der er jo noget omvendt ved det, du siger, for i vores alder, der vil man jo typisk sige, nu er det ikke kroppen, der skal brillere mere. Nu er det mit nærvær på en anden måde. Kan du ikke lave den vending og sige, så må jeg være fuldkommen til stede, når min dreng spiller fodbold, og når jeg er sammen med andre mennesker og kompenserer på den måde? 54:12 Jo, men jeg tror, at jeg starter i det simple først, og det er egentlig at genvinde en balance. 54:20 Og så går jeg hjem og skriver et afbog, som er det gode råd, jeg tager med fra i dag. Ikke, at jeg ikke har fået det før, men det er jo ikke det, der er i det. Det er jo, hvad for et tidspunkt, du får det på, der kan vise sig at være det helt geniale. Og så på et eller andet tidspunkt stå og se den fodboldkamp, eller hvad det er, nu er. og opleve det facetteret nok. Nok til, at du kan gå hjem og skrive en sang, som selvfølgelig ikke handler om at se en dreng spille fodbold, men det. 54:50 Noget af det meget opbyggelige ved at tale med dig, Peter, det er, at den Den fase, du går ind i nu, den er jo fyldt med alle mulige muligheder. 55:01 Ja. 55:02 Alt muligt kan ske. Fordi det er som om, du næsten sådan skal have et nyt kapitel. 55:06 Ja. 55:07 Og det kan virkelig rumme meget, og især kan det rumme meget med alle de erkendelser, du gør dig. Så jeg synes, det er meget lykkeligt at høre dig sige de her ting. Fordi nogle mennesker i din alder, min alder, jeg er ældre end dig som sagt, men i vores alder, dette og 10-50'erne, ville begynde at sige, nu kan det være lige meget. Du siger, det er stik modsatte. 55:25 Ja, for fanden det er altså. 55:28 Jeg vidste, det ville blive det med den der bog, vi lavede. Det er noget, der har ligget i kortene, man skulle lave en hel del år, fordi nogen gør det, og Søren Hus, som du har haft inden, gjorde det med stor succes. Han sagde, det var en god ting at gøre, og den kan solgte godt, og hvad ved jeg. Men da jeg sad og tænkte, og vi satte det op, og jeg så forsiden, og der var den der 2002-2025, det der med, at det ligesom var afgrænset. 55:50 Der fornemmer jeg fandme det der punktum, at man satte punktum for noget. Min opgave er jo så at sætte en prik med, så det bliver et kolon. Det er jo den der, jeg skal lave. 56:00 Og det er jo der, livskraften er indeholdt. Det er jo den der fornemmelse af, at det er faktisk nu, det hele begynder. Hele tiden. Og nu kommer mit grundvisitat. 56:11 Ja! 56:13 Jeg elsker det, og det er faktisk en stor del af grunden til, at jeg er begyndt at lave de her programmer. Det er ganske kort. Grundtvig, han er blevet forelsket. Han er 22 år gammel, og han får hende ikke, og hun ved ikke, at han er forelsket i hende. Men det poetiske i ham er blevet vagt til live, og han skriver sådan her i sin dagbog apropos. Jeg føler i mit ændre en trang til liv, stærk, som jeg var det muligt, selv stærkere end trangen til kærlighed. 56:42 Grundtvig er simpelthen forelsket i at være et menneske og være sat på jorden. Han er omvandrende livskraft. Og han kunne også blive forelsket. Han forstod godt, hvad kærlighed er. Men som ung mand, og det tror jeg blev hos ham i lang tid, der var han, eller det blev hos ham hele tiden, der var han dybt fascineret over hovedet og trækværet som et menneske, som en gudskabning af ånd og støv, som han siger, her på jorden. Kender du de øjeblikke af helt intensiv begejstring over at være her? 57:13 Ja, det kan jeg faktisk godt sige, at jeg gør. Også meget specifikt. Det, der er svært, er jo så at beskrive momentet. Måske, fordi man ikke skriver dagbog. Men hvis jeg havde skrevet dagbog, da jeg trådte ned... 57:32 Der trådte det for orange scene, da vi endte fik lov til at spille der. Det var en stor ting. Altså i Roskilde? I Roskilde, som er sådan den, alle går efter. Men jeg oplevede den halvanden time, eller hvor lang tid det nu var, som et sekund. Som noget, man slet ikke kunne nå at registrere. Men alt stod rigtigt. 57:56 For en. Og det ønsker man at have skrevet dagbog. Det er jo heldigvis på en film, man kan jo så bare se det igen. Men den ændrer fornemmelse af det. Det var lidt ligesom... Det var fandme ligesom at bevidne, hvad jeg har gjort alle tre gange. Et barns fødsel eller sådan et eller andet. Ikke at jeg vil sammenligne de to oplevelser, men inde i en selv kunne det være sådan... Man lader mærke til nogle underlige ting. Det er jo sådan noget, man lægger mærke til. 58:23 bladernes lyd uden for fødestuen, eller da man kom ud, eller sådan et eller andet. Det var mest det. Jeg kan huske bladernes lyd bedre end alle de voldsomme vælder. Og det samme kan jeg huske et eller andet teksturerne støvet på Roskildes festvalgplads lige den dag, vil jeg kunne opleve igen, hvis jeg kom derud. Mere end alle mulige ansigter, eller lyde, eller hvad der blev sagt mellem nummerne, osv. Og det er jo... 58:51 Det er jo sådan et øjeblik af intensitet. 58:55 Ja, hvor der ikke er nogen tvivl. Der er tvivlen bare væk. 58:58 Ja, der var man der. Det hele, pladerne eller hvad hedder sådan noget, tandhjulene, kørte bare sådan helt lydefrit. 59:08 Nu spurgte jeg dig for lidt siden, om du, hvis du skulle dø i morgen, hvad du så ville tænke. Det skal du gudskelder jo ikke, men du skal dø engang. Det skal vi. Hvad tænker du om dette, at vi skal forlade den her jord med de her vidunderlige øjeblikke? 59:29 Jeg har aldrig tænkt det som noget, jeg på den måde var bange for. Jeg har aldrig været sådan en, der har været bange for at dø. 59:36 Faktisk. Det kan jeg sige, det har mange venner, der har. Altså lidt af angst for sygdomme og blive taget væk og sådan på den måde. Det hele forsvinder. Det kan jeg sådan set ikke sige, at jeg har oplevet den frygt. 59:51 Har du et gudsforhold? 59:54 Hmm... 59:57 mere, jeg har mere forhold til kirken, hvor vi, og institutionen, og ideen om, at det er, og vi bruger det, og ritualerne, meget sådan, fordi de bruger af det der, ikke? Eller af det. Og det er jo også stort, altså, kæmpe, kæmpe stort, og... Men... Nej, det vil jeg sige, jeg tror, det stærkeste, det er bare faktisk at blive gift, og gå på knæ med sin kone. 60:26 Hvorfor var det stærkt? Der følte jeg den bare. Der følte jeg den bare op fra og ned igennem mig. Jeg kunne virkelig mærke undersiden af mine fødder, som værende folks... Jeg tænkte, der kigger folk hen nu. Der vil jeg selv kigge hen, hvis jeg sad og så nogle. Det synes jeg var enormt stærkt. Lige det der. Og han lagde hånden på ens hoved. Det var et utroligt smukt ritual. Og der oplevede jeg en eller anden forbindelse til noget. Sagt banalt deroppe. 60:57 Ellers så har jeg ikke den der. Og I bruger den ikke til noget på den måde. Det må jeg sige. Men der er jeg forhold til det, kan man sige. 61:06 Peter, prøv lige at læse fordommen højt igen. Den ligger lige foran dig. 61:10 Du er et menneske, der kender til følelsen af at være lammet af tvivl. 61:16 Og når jeg beder dig om det, så er det fordi, at tvivl og tro er jo to ting, der både følges ad, men som jeg også opfatter som dette, at nogle gange i troens øjeblik, der skal tvivlen være væk. For ellers er troen ikke rigtigt. Der skal være de der øjeblikke, hvor den fuldstændig slår tvivlen af banen, og hvor man, som Kirkegaard siger, nærmest hviler i den kraft, der har sat en på jorden. 61:47 Har du haft øjeblikke i kirken eller i et ritual, hvor tvivlen var væk? 62:03 Jeg skulle lige til at sige ikke nok øjeblikke. Men så kommer jeg til at tænke på... Så kommer jeg til at tænke på sex døbesæt, ikke? 62:18 hvor man kan opleve noget ekstremt guddommeligt, rent, fyldt med tro, sikkerhed, balance. Rent faktisk, ikke? 62:36 Hvor alle mine normale tankegange og forsvarsværk og idéer, hele den samtale, vi har haft her, den er slet ikke til stede et kort sekund. Og det må jeg sige. 62:48 Er du fortrolig med dig selv i sådan et øjeblik, eller føles det fremmede? 62:52 Jamen, det er jeg. Det er jeg faktisk, altså. Det er også derfor, jeg nævner det. Som det første, der lige popper op af sådan en 100%-situation og en følelse af væren, en 10 ud af 10'er, eller sådan, du ved det der, hvor man ikke lige kan sige, at der var noget, der flimrede ude i billedet, ude i siden af billedet, hvor det var bare snapshot, ikke? 63:19 Nu har jeg ikke selv lavet parallellen til sex, men det du siger nu. 63:25 kan godt minde lidt om det, jeg mener med at være i det der troens øjeblik, som er helt rent. Og som man, tror jeg, kan uddrage virkelig mange kræfter fra. Bare ved at have det i sin erindring, ved at vide, det der kan komme til at opleve igen, og ved at have det som sådan et omdrejningspunkt i ens tilværelse, hvor man kan få kræfter, selvom der er alt muligt andet, der er meget, meget svært. Det er derfor, det er så vigtigt, tror jeg, at der er stunder i ens tilværelse, der virkelig er for uden tvivl. og kun tro, og det at være til stede. 63:59 Peter, det er som om den her samtale, den har taget magten fra mig. Jeg er i hvert fald blevet rykket ud i nogle retninger, jeg slet ikke anede, at vi skulle ud af, og det er jeg meget, meget glad for. Derfor er det næsten som om, at det har været livskraftens øjeblik hele tiden. 64:11 Ja. 64:12 Alligevel. 64:12 Det glemte også at trække lidt værd, kunne jeg lige pludselig mærke, nu når vi sidder her og fornemmer, at der er gået en times tid. 64:17 Ja, og alligevel så skal jeg jo bede dig om at komme med livskraftens øjeblik, fordi det skal alle, der kommer herind, og du har kommet med at skille i. Så derfor så spørger jeg spændt, Kan du fortælle mig om et livskraftens øjeblik fra dit liv? 64:36 Det er sådan, at man bliver sagt, inden man kommer ind, man skal tænke over. Og så havde jeg selvfølgelig tænkt over det her, og jeg ville egentlig have nævnt det her, det må der være nogen, der har sagt tidligere omkring, at man oplever tilbarnsfødsel. Det er jo et hit, det der, ikke? Men jeg bliver lige ved sådan en, og det er anspurgt af vores samtale her, og den, der nu kom ind på den her Roskilde Festival, hvor jeg stod der, som var et vildt øjeblik, og var et senigt øjeblik, et peak, hvor jeg Og vi taler om en person, som har svært ved at stå på nogle scener, og det her, det var fandme den største, og det var vigtigt, og alle mulige synes, det var vigtigt. 65:14 Det var noget af en dag, ikke? Der vælger jeg simpelthen at gøre noget så showmans-agtigt, som at tage mikrofonen og gå ned ad sådan en trap, der var foran, og så gå ud i sådan en gorilla-hegn og sådan noget. Og der var sådan en halvcirkel af et gorilla-hegn, hvor folk så kunne stå, dem der stod helt tæt, kunne gå ud og så sådan helt som en preacher eller sådan noget, have gang i et eller andet med det der. Jeg ville fortælle noget om en sang, som jeg er nært forbundet med min mor, der sidder sygt og er hjemme uden ret meget sprog, hvor hun ligesom, når den kommer i radioen, så sagde hun sådan noget, jeg siger, mom and dad, I love you, og så synger hun, og så synger jeg to, love you to, så synger hun altid to, når hun hørte det hjemme i radioen, to, rød hen mod radioen. 65:59 Det er sådan helt livskraftsagtigt og preacheragtigt, så går jeg der med den her mikrofon, hvidt tøj, Ude på den her scene, og Lida når til at sige, at det med min mor, og hun sagde to, der er alle mennesker, så står min, så kigger jeg lige sådan ned, og forændrer min hånd af min niese, som jo, det er jo så hendes farmor. Og så har vi det øjeblik, og hun er bare sådan, og hun var der lige, altså det er jo, det passede, jeg har ikke set hende enden. Jeg kigger ned i Lida, jeg skal til at sige, når min mor og alt det der, og så var hun der, og så havde, der var det sådan en træenighed mellem vores tre. 66:33 Og det var også bare utroligt. Jeg grinede bare i mikrofonen og tænkte, det var da utroligt. Og det var ret tidligt i koncerten, og der tænkte jeg, det utroligt kommer til at ske i dag. Vi fucking lykkes med det her projekt, der er træet op helt med vores lille rockband på orange scene, og vi kommer hele skinnet herfra, og vi er fløj derfra. 66:58 Det var jo også næsten et varsel, at hun stod dernede om, at det skulle gå godt. Peter, når du går ned i dit hvide tøj med din mikrofon i hånden, og som du ikke er så vant til, kunne jeg fornemme at gøre sådan noget med at gå ned og lege. Ja, sådan en der showman. Var det med overskud, eller skulle du tvinge dig til det? 67:17 Jeg skulle tvinge mig til det. Jeg skulle ned og hente overskuddet dernede. Ude i det der ubekvemme har jeg skulle hente overskuddet. Jeg er ikke skabt til hjemmefra at stå på en serie. Hvad er så grunden til, at du gjorde det? Fordi det andet blev for... Altså så har man jo ikke nået et nyt niveau, hvis man ikke træder ud af den der... 67:45 sikre rolle bag gitaren ved mikrofonen. Det kan man jo også bare gøre, gå op og stømme sin sange og sige, der er ikke mere i det. Men jeg har hele tiden syntes, man skulle forsøge at være modig omkring det der, og komme ud af den der zone, og ind i en anden zone, og Det, jeg selv blev fascineret af, da jeg begyndte at interessere mig for musik, bare sådan et bluesband nede på den, du vil ikke kalde, café, eller hvor vi nu startede, det var dem, der, jeg syntes var modige, når de stod der. 68:10 Og når jeg spørger dig, så er det fordi, at det jo egentlig også er meget af det, der foregår nu. Nu skal du tage den der mikrofon i hånden og komme til næste niveau. 68:18 Ja. 68:19 Så der er det jo et livskraftsøjeblik, du virkelig kan tænke på at bære med og på en anden vis udleve en gang til. 68:28 Jamen, der er ret mange muligheder i det. Jeg står og skal på en turne for første gang i rigtig mange sæsoner. Kan jeg mærke, at jeg er en lille smule ikke nervøs, men jeg har det ikke på samme måde, som jeg plejer. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg skal gå ind i det længere. Og det synes jeg egentlig også er lidt interessant for mig selv. 68:47 Peter Sommer, tusind tak, fordi du ville være med. Det har virkelig, virkelig været interessant at tale med dig. 68:53 Tak for at komme. Og i lige måde, skal jeg lige huske at sige. Tak. 68:58 Du har lyttet til Sorina og Livskraften. Det er en kristig dagbladet podcast, som jeg laver sammen med terattelægger og redaktør Frederik Melgaard Lauritsen. Ham kan man skrive til med ris, ros og kommentarer på lauritsensnabelag.dk. Tak for denne gang. Vi er tilbage om 14 dage. 69:18 I en kold taglejlighed på Holmens Kanal nr. 30 sidder en kvinde med en skrigende nyfødt dreng i sin favn. Udenfor er der mørkt. Det er aften den 26. oktober 1873. 69:36 Det stod ikke skrevet over Stavningsvugge, at han skulle ende som Danmarks statsminister. Selvom adressen lyder meget fint, når man hører det med vores dages ører, nemlig at han er opvokset ved Holmens Kanal i det indre København, det kan næsten ikke blive dyrere, når man ser med dagens øjne, så var det i virkeligheden et frygteligt fattig kvarter, han startede sit liv i. 70:03 Kvinden hedder Karoline Stavning. Hun er stærk og glødende socialdemokrat. 70:12 I håber at få den nyfødte til at falde til ro, synger hun en godnatsang for ham. Og her skulle man måske tro, at Karoline Stavning ville gå med børnesangen Den lille Ole med paraplyen, som er skrevet et år tidligere. Men nej, hun synger Socialistens Marsch for sin lille dreng. 70:38 Man har nok den fattige senestes røs, vores ret til at leve på jord. Man deler vores frihed, beskærer vores brød, til arbejde, liv er død. 71:01 Her i landet har vi kun brug for et folkelibs samarbejde. 71:05 Det røver for en god undskyldning. Jeg har jo Venstre gået og luret på, hvornår vi nu den negative, sure, bristende, socialdemokratiske skræmmekampagne går i gang. 71:23 Og jeg forstår, at det var i aften, den blev skudt i gang. 71:26 Selvfølgelig skal man fortælle sandhed til Folketinget. 71:30 Det skal alle ministerer. Ikke kun mine ministerer, men alle ministerer. Der er ikke fejlet noget ind under politibet.