Børn i Bagagen

Endelig er vi på vej ud, men det skal vise sig, at det bliver en tur med flere bump på vejen. For det første er Amalie, den unge danske kvinde der flyttede over på vores hotel, kommet til at bestille billet til den forkerte dag. Da det endeligt er fikset, får vi store problemer på grænsen og kan ikke rigtig komme ud af Qatar. Her gælder alle tricks dog, og Pelle opfinder til lejligheden et nært venskab med en dansk hollywoodstjerne, samtidig med at Vivi peger på Pelles egen ENORME berømmelse, hvilket får duperet en grænsevagt så meget, at han ender med at få os igennem grænsen. Herefter står den på en laaang køretur gennem den Saudi Arabiske ørken, hvor vi endelig kan mærke, at vores kroppe begynder at slappe lidt af. Det varer dog kun til vi en halv time fra Riyadh tjekker appen Flightradar, hvor vi kan se, at luftrummet er lukket. På den måde er der hele tiden noget, der spænder ben eller driller, men det lykkes os heldigvis til sidst at nå til Københavns Lufthavn, hvor Pelle så er meget tæt på at ryge i…

Alle har sovet tung og godt - lige pånær Caroline, der blev vækket af et kæmpe angreb midt om natten. Med hjertebanken får hun skrevet til vores nye veninde, Louise, der bor ude ved den amerikanske base, og hun er selvfølgelig også vågnet og kan heller ikke sove. Sådan finder man nye venner og sammenhold midt i en vanvittig situation. Det er også Louise, som vi efter et par dage uden angreb beslutter os for at besøge, efter vi har været i et mall for at finde kontaktlinser til Caroline. Det er en befrielse at komme lidt ud fra hotellet, og vi er overbeviste om, at Ukhona og Louises datters mange, mange grineflip er med til at give dem en sjov og vigtig timeout midt i noget der ellers absolut ikke er for børn. Det var virkelig tiltrængt, men måske også en my satset, da der næste dag falder rester af et nedskudt missil ned i det mall vi var i... Et af mange missiler, der kom som del i flere kæmpe angreb, der rystede bygningen så meget, at det staveord Ukhona er ved at skrive i hendes lektiebog bliver helt…

Hvordan var det pludselig at være fanget i krigen i Mellemøsten med sin 10-årige datter? Det kan du høre her i anden del, hvor det begynder at gå op for os, at de første missiler ikke bare var en løftet pegefinger fra Iran, men starten på lang række angreb, hvor droner og missiler med jævne mellemrum bliver skudt ned over hovederne på os. Hvor vi i første afsnit nærmest fascineret ser til, mens Qatars luftforsvar skyder missiler ned over hovedet på os ude på stranden, bliver det nu mere alvorligt. Bragene bliver meget højere, og luftrummet - og dermed vores vej væk - synes at blive lukket på ubestemt tid. Vi prøver at tage det med både ro og grin, men Ukhona, vores datter, vælger alligevel at flytte ud i badekarret, som synes at være det sikreste sted på hotelværelset, og vi har konstant nyheder fra ind- og udland kørende på både tv'et, telefonerne og computerne. Vi finder faktisk allerede på dag to en sikker vej ud, men kan på grund af nogle forsikringsmæssige og svært bureaukratiske forhindringer ikke…

Det her er nok det vildeste podcastafsnit vi nogensinde har lavet. Hvad der skulle have været 3 dages fortryllende, arabisk 1000 og én nats eventyr ender med, at luftalarmerne går og der bliver skudt iranske missiler og droner ned over hovederne på os. Det er virkelig voldsomt at være der, især fordi Ukhona til en start bliver virkelig bange, men samtidig går det slet ikke rigtig op for os, hvad det egentlig er, vi er havnet i. Derfor starter afsnittet også med en beskrivelse af alle de fede ting vi nåede at opleve i Doha inden helvede brød løs. Vi fik blandt andet væltet os i humus, spankulerede rund i timevis i byens store marked, den gamle souk, hvor man blandt duftende krydderier og broderede jalabaer også kunne købe levende jagtfalke i en af de over 20 falkebutikker. Falke så dyrebare, at der i souk'en også er et didikeret falkehospital til de flyvende statussymboler. Skørt men sjovt at opleve - og noget af en kontrast til den missilregn det hele ender i. Rigtig god lyttelyst. Hosted on Acast. See…

Hvordan skal man se Bangkok? - det skal man på cykel!!! Tænk at det skulle tage os op mod 20 besøg, før vi kom ud på tohjulede rugbrødsmaskiner for at opleve Bangkok på cykel. Shit det er en fed måde at se og opleve den i forvejen vilde og magiske by. Det var med en kende frygt i kroppen, at vi gled afsted i Bangkoks myldretrafik på cykel, men hold da op, hvor var det fedt. Målet var en naturperle af en fredet ø midt i Bangkok, men inden vi nåede dertil, gled vi langsomt gennem det ene fattige men også fascinerende kvarter efter det andet. Her var små lokale markeder, en slumby under motorvejen og et gammel kinesisk kvarter - og pludselig blev vi fanget af en gruppe bedende munkes messen. Det var knald på alle sanser og det sluttede med en rolig og afslappende tur rundt på den grønne oase af en ø. Det var SÅ fedt og en kæmpe anbefaling værdig. Hør også om det nye hippe og must visit kvarter i Thailands hovedstad, samt et par andre gode rejsetips :) - god lyttelyst! Hosted on Acast. See acast.com/privacy for…

Hvor dum har man lov at være?! - det er et meget aktuelt spørgsmål i denne her episode, hvor "influencer-Pelle" vælger at tilføre en ellers roligt og paradisisk badeferie på en af vores yndlingsøer i Thailand, Koh Samet, til et smertehelvede, da han lige skal filme sig selv under en løbetur. Det ender HELT galt med store hudafskrabninger på både ben, arme og ryg. Først skal de dubbes med alkohol tilbage på hotellet, en forholdsvis smertefuld omgang efterfulgt af en uge, hvor en hver tur i enten poolen eller havet svier som bare fanden. Skide godt gået Hvenegaard!! Udover at tage med til denne ellers perle af en ø lige udenfor Bangkok, så hiver vi jer også med til Thailands hovedstad, hvor vi ikke har været siden, vi var der lige efter corona i 2022. Dengang var der HELT dødt i turistområderne omkring Kaosan Road - men det skal vi lige love for er ændret igen. Utroligt så hurtigt alting kommer tilbage til normalen! Glæd dig til dejlige Thailand - go' lyttelyst! Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more…

Øjnene er ved at trille ud af hovedet på vores ti-årige datter, og hun rykker Caroline i ærmet og peger over til højre. Dér, på et lille podie, står en mandlig go-go danser iført stramme jeans og intet andet. Han vriddet sin bare overkrop til den pumpede technomusik, og Ukhona er chokeret ved at dø af grin. Det er første gang hun ser en stripper, og så er det oven i købet en mandlig en af slagsen. VI er i en ægte partygade i Vietnams største by, Ho Chi Minh City, hvor vi slutter en guidet madtur af med en tur ned af Vietnams svar på Jomfru Ane Gade på speed og steroider. Selve turen var sjov - og udfordrende, med masser af gadekøkkener og eksotisk mad med udfordrende smage og konsistenser. Vi er også på anden guidet tur rundt i den hektiske men ret fede storby. Her bliver vi blandt andet spået i et kinesisk tempel, hvor Caroline efter sigende har stor rod i familien og bør bede mange flere bønner... Vi rammer også krigsmuseet, hvor man skal være gjort af sten, for ikke at knibe en tåre eller to over de…

Pelle husker ikke meget fra sidst, han var i Vietnam for næsten 20 år siden, men han husker dog, at kongebyen, Hue var helt fantastisk smuk - og han huskede rigtigt! Det gamle kejserpalads, "Den Kejserlige By", er som at tage en tidsrejse tilbage til det gamle indokina, med ornamenterede og drageudsmykkede paladser og pragtvillaer, med et gul slot med røde skodder som perlen i midten af den forbudte by. Shit, hvor er det bare smukt og helt klart et besøg værd. Det står allerede på listen igen til næste gang, vi rammer det fine land. Caroline får også udlevet en sand prinsessedrøm, da hun uden en snert af ironi eller humoristisk distance hopper på et tilbud om at blive klædt ud som kejserinde og lade sig fotografere i de royale gemakker. Her sidder Dronning Caroline på både Trone, i Karet og i kejserindens "musikstue", hvor hun agerer at spille på et mangestrenget asiatisk instrument. Hun stråler og vi andre har en fest over Caroline 5 år. Et andet barn, der har det knapt så rart, er en dreng i poolen på…

Efter charmerende og hyggelige Hanoi hakker vi ud i naturen. Vi starter med en smuk cykeltur rundt blandt rismarkerne på vej mod Pu Luong, hvor vi bor på et hyggeligt hotel på en stråning, omgivet af terrasser med rismarker. Udsigten er fantastisk, men der er liiidt rigeligt meget natur efter Carolines smag. Hun er panisk angst for frøer, og har det generelt rigtigt svært med kryb, og selv et lille uskyldigt firben i loftet, kan virkelig genere fruens nattesøvn. Der er faktisk ikke så mange kryb, men der er rigtig meget jungle og andet frodig natur omkring alle de hoteller vi bor på, i denne ellers virkelig pæne og naturskønne del af Vietnam. Det presser Caroline, og hun bryder faktisk sammen, da vi er på en lang sejltur i Ninh Binh - en slags Halong Bay inde i landet med smukke kalksten klipper, der stikker op alle steder. Her bliver vi roet rundt mellem de billedskønne klippeformationer, og flere gange går turen gennem nogle op til en kilometer lange grotter. Det bliver for meget for Caroline, der rammes…

Verden kalder igen og denne gang rammer vi både Europa, Asien og Mellemøsten. Turen går i denne omgang til Vietnam, Thailand og Qatar - med et fantastisk stop i Firenze på vejen. Her holder Pelles gode ven Frederik 50 års fødselsdag, og det med at samles en masse venner i udlandet, det kan VIRKELIG noget. Caroline er desværre syg i starten af turen og går derfor glip af en ret underholdende byvandring i Firenze, hvor Pelle og Ukhona har en fest med de meget afklædte statuer. Der synes at være et tema, hvor de muskelsvulmende mænd nærmest lægger deres klokkeværk i hovedet på dem, de er ved at besejre - eller som Ukhona kalder det: "De dominerer dem!". Fra fødselsdag og statuer i Firenze går turen videre til Hanoi. Pelle huskede byen som værende larmende og lidt irriterende fra et tidlige besøg, men denne gang er de virkelig bjergtaget af byen, der er både hyggelig og fuld af spændende oplevelser - blandt andet kan man se en død mand, hvilket var en overraskende rørende og smuk oplevelse. Det er mad, templer,…

Sæsonens og årets sidste glimt ude fra verden - og denne gang forkæler vi jer med en masse gode råd til Cape Town. Der er mest en masse DO'es men også et enkelt DON'T. Vi starter dog med en ting, der slet ikke blev til noget, nemlig Cape Town marathon. En kæmpe begivenhed med over 24.000 løbere fra hele verden, der blev aflyst om morgenen på selve løbsdagen et par timer før start på grund af nogle væltede telte i målområdet... Det skabte en virkelig mærkelig stemning i byen, hvor frustrerede løbere gik modløse eller sure rundt i gaderne, mens andre druknede sorgerne på byens barer. Til gengæld lykkedes det os tre at gennemføre et vildt program, hvor vi tager jer med på både madmarked, i Botanisk Have, ud på Kap Det Gode Håb, Table Mountain, på et par af byens fineste fem stjernede hoteller, i det mest fantastiske cirkus, til vinsmagning med pludselig indlagt dans, og så fortæller vi jer om en magisk restaurant i nogle telte på stranden et par timer nord for byen, ligesom vi til sidst får det hele gjort til…

Efter en magisk start på turen i Hermanus, hvor vi så flere hvaler, end vi havde turde drømme om, går turen til "vinlandet" inde bag Cape Town. Caroline har fundet en fin gammel vingård, hvor vi skal bo nogle nætter. Den er virkelig smuk udenpå, og omgivelserne er billedskønne, men vores værelse - eller lille hus er det faktisk - er liiidt rigelig slidt indenfor, når man tænker på, at vi giver 3.000 kr. i døgnet. Til gengæld fejler beliggenheden oppe i enden af en dal ikke noget, og vi er omgivet af vinmarker og smukke bjerge og klipper. Det lykkedes os faktisk slet ikke at komme på en af de mange vinsmagninger, som der udbydes alle steder i området, da Caroline ikke drikker og Pelle og P ikke rigtig kan finde tiden. Vi finder dog tiden til endnu en olivenoliesmagning. Når vi siger endnu en, er det fordi, at vi gjorde det samme sidst vi var her. Det lyder måske lidt kvalmende sådan at sidde og bælle olivenolie, men det er SUPERLÆKKERT og havde vi ikke haft P med som undskyldning for at prøve det igen, havde…

Velkommen til det nok mest dramatiske afsnit nogensinde. Vores faste rejsemakker P "dør" simpelthen på flyet på vej ned til Cape Town. Det vil sige, at han bliver HELT bevidstløs og mister vejrtrækning og puls bedst som vi er lettet fra Amsterdam på den 11 timer lange flyvetur. Sammen med to læger forsøger Pelle at få liv i ham igen, mens Ukhona naturligvis er utrøstelig. Heldigvis vågner han op til dåd, og på trods af den noget dramatiske start så bliver det en oplevelsesrig og fantastisk start på turen. Vi får vist smukke Sydafrika frem til den nu overlevne P, og det er som om, det smukke land har besluttet sig for virkelig at servere en dyremæssig 10 retters luksusmenu til os og vores hårdt prøvede ven. Vi ser både en masse aber, og så vrimler det med de hvaler, som vi er kørt til hermanus for at se. Her kan man nemlig efter sigende se hvaler fra kysten. Vi håber på at se et par stykker, men de springer op og vifter med halerne i hobetal - det er MAGISK. Vi dykker også med hajer, og I skal virkelig glæde…

Ukhona har længe talt om, at hun gerne ville over og se "Harry Potterland" i London. Det er de gamle filmstudier, hvor de har optaget Harry Potter filmene, der nu er omdannet til det fedeste interaktive filmmuseum. Derfor gav vi hende en tur derover i fødselsdagsgave. Det startede med, at Caroline og Ukhona tog afsted onsdag eftermiddag, for at starte med en mor-datter shoppetur, og så kunne den ikke helt så shoppingglade farmand komme over om fredagen, når der ikke var mere juice på creditkortene. Hovedattraktionen var helt klart Harry Potter oplevelsen, der var MAGISK ogdet er alene en tur værd derover, men også naturhistorisk museum og et andet museum, hvor Pelle liiiige skulle stikke hovedet ind, er klart et besøg værd - det museum blev vi på i over en timer. Kom med til den engelske hovedstad i det her program, hvor Ukhona i starten overtager farmands mikrofon for at sætte ord på de første dage. Alt i alt et fedt sted at tage hen i forlænget weekend. Go' lyttelyst. Hosted on Acast. See acast.com/privacy…

Det bliver ret underholdende - her bagefter! - når vi fortæller om, hvordan Pelle og Ukhona på alle måder går ned med flaget, da de tager på en klatrebane i nogle høje træer. De har begge klatret en del og har flere gange gennemført sådanne baner og insisterer - trods instruktørens advarsler! - på at tage den sværeste bane. Men som det jo ofte er, så står hovmod for fald. De må simpelthen opgive allerede ved den anden forhindring og må sluge deres stolthed og tage den ydmygende vej tilbage, mens instruktøren ser grinende til. Meget bedre bliver det ikke på den næste bane, hvor en hullet hængebro genfremkalder Pelles højdeskræk, og efterfølgende presser han Ukhona ud i en zipline, hvor hun ender med at smaske ind i et træ. Det var på ingen måde sjovt, men det stod på, men glæd dig til at vi tager dig med ud på den tur. Du kan også komme med på en sjov mountainbiketur og få et tip til endnu en virkelig smuk vandretur for hele familien - og så raser vi over en ting, som alle dage har irriteret os ved hoteller!…

Det er en del lettere at køre mountainbike i bjergene, når der er elmotor på - MEN derfor bliver man stadig pænt øm i popoen. Til gengæld er det i den grad de ømme balder værd, da vi begiver os op gennem den smukkeste dal på vores elektrificerede jernheste. For enden af den Sound of Music-agtige dal venter der nemlig den skønneste "hytte" - en lille bjergrestaurant, hvor vi mæsker os i kød, ost og kaiserschmarrm - en dessert, hvor man har kombineret det bedste fra pandekager og æbleskiver tilsat marmelade og drysset med flormelis - MUMS. Vi hakker også op i en meget gyngende lift til det berømmede Seceda, som vi har fået anbefalet. Det er dog både koldt og overskyet, og selv om skyerne letter lidt, overvejer vi, om det er turen værd. Det er byen for foden af turistmålet dog, og en himmelsk middag sender humøret helt op i de skyer, der spærrede den efter sigende smukke udsigt. Vi genankommer til Lago di Brais, hvor vi denne gang har lejet os ind på et 125 år gammelt ikonisk hotel. Det er dyrt og betjeningen…

Så er vi tilbage med en ny sæson, og vi starter med et genbesøg i de magiske Italienske Dolomitter. På vejen ned gør vi holdt ved et decideret hundehotel, hvor der både er agilitybane, pool til hunde (hotellets ENESTE pool!) og menukort til de firbenede venner på restauranten, hvor der nærmest er flere hunde end menesker. Hotellet minder om en forvokset østrigsk alpehytte, med masser af tunge træmøbler, og overalt er der hundefigurer og billeder af menneskets tydeligvis allerbedste venner. Det er virkelig sjovt - og skørt - og kitsch. Vi ville have taget et par nætter, men en enkelt er nok, før vi hamrer mod det - i vores øjne - liiidt mere charmerende italien, hvor i hvert fald køkkenet slår det østrigske, og sproget er en my mere melodiøst. Caroline har fået skrabet en fantastisk lejlighed i Dolomitterne op på AirBnb, og afslører faktisk, et trick til at få den slags en del billigere. Herfra tager vi ture ud i det magiske landskab, og det er virkelig sjovt, da vi genbesøger en restaurant oppe på et bjerg.…

Vi er nået til sæsonens sidste afsnit, og her får Pelle opfyldt hele to gamle drømme. Vi drager tilbage til magiske Cape Town, hvor det endelig lykkes os, at komme ud i det smukke, smukke vinland, der ligger lige nord for kap staden, noget Pelle har haft lyst til, hver gang vi har været her. Det ikke for at komme på vinsmagning, men Caroline har derimod bestilt en olivenolie-smagning. Det er specielt, men virkelig lækkert, og især vanille-is med både olivenolie og en cremet balsamico vækker vores smagsløg til live, og en ny yndlings dessert er fundet. En anden ting, der har stået på Pelles ønskeliste længe er en udendørskoncert i den botaniske have, Kirstenbosch. Her er der en scene midt i den regnskovslignende have, som har Table Mountain som magisk bagtæppe. Det kan godt være, at der er skønt og fint i bøgeskoven til Smukfest, men det her overgår det tifoldigt. Derudover har vi tip til en mindre krævende og virkelig smuk vandrerute, et nyt sted at se pingviner - faktisk Afrikas største pingvinkoloni - og…

"Jeg hader, når man ikke har nogen plan!" - sådan siger Ukhona, da vi er på vej til Hermanus, en, hvad der viser sig at være, rigtig skøn by på sydkysten af Sydafrika. Vi har simpelthen besluttet os for ikke at booke et sted at bo på forhånd, da vi med et romantisk tilbageblik tænker på de mange gange, hvor vi på rejser før Ukhona blot har fundet et sted at bo, når vi er nået frem. Det bliver dog ikke helt så romantisk og eventyragtigt som vi havde forestillet os, for enten er værelserne feste, har ingen udsigt til havet eller også koster de spidsen af en jetjager. Vi ender med uden held at hakke rundt og se det ene sted efter det andet, hvorefter vi bliver reddet af AirBnB. Midt i Hermanus ligger en kæmpe hval i papmache i størelse én til én, da byen primært er kendt for, at man fra den smukke sti langs klippekysten kan se masser af hvaler direkte fra land. Vi er dog udenfor sæsonen, så her er ingen hvaler, men byen vokser alligevel på os, og vi bliver længere end planlagt. Det bliver også til et besøg på…

Vi starter turen med at hive vores venner en tur op på Lions Head. De er absolut ikke vandretyper, og vi husker turen som værende en del mindre strabadserende, end den i virkeligheden er. Vi skyder på en time op og tre kvarter ned, da vi skal sælge den. I virkeligheden tager den over fire timer, og tager i den grad pusten fra vores venner - MEN de gennemfører og alle nyder den fantastiske udsigt og den glæde, det er at gennemføre noget krævende. Desværre må Caroline rejse hjem til Danmark allerede efter et par dage, da hendes far ligger for døden. Det gør noget ved humøret at Caroline er væk og at morfar ligger for døden, men Ukhona og Pelle formår alligevel at få nogle svært pakkede og oplevelsesrige dage med deres venner i den magiske by i bunden af Afrika. Vi får besøgt både Table Mountain, får set pingviner og giga hamstrelignende dyr, der klatrer i træer!!. Vi bader i det iskolde Atlanterhav, har det sjovt i verdens mindste vandland og tager ned på Kap Det Gode Håb, hvor vi besøger det fineste lille…

En dag går vi igennem en lille park i den farverige og larmende caribiske by Cartagena, og oppe i et træ sidder der simpelthen et dovendyr. Det er på vej fra et træ til et andet, og det går simpelthen så langsom. Først dreje hovedet heeelt langsomt. Så række en arm ud heeeelt langsom. Så trække den arm tilbage heeelt langsom igen og igen og igen. Det var SÅ sjovt og fascinerende at stå og kigge på, og vi endte med bruge en time på at se den komme fra en gren til en anden. Det dragende show i slow motion stod i stor kontrast til Cartagena, der er fuld af farver, musik og masser af liv. Det er en meget turistet by, men bevæger man sig lidt udenfor bymidten, så kan man sagtens finde lidt ro, og ellers kan man tage på en dagstur ud på en af de mange øer, der ligger cirka en times sejlads fra byen. Her kan man slappe af med hvide sandstrande, tyrkisblåt hav, snorkling og massage - så det gjorde vi selvfølgelig. I den anden ende af oplevelsesspektret besøger vi den fineste NGO, Fundacion Pescador Letras, der…

Indtil nu er det virkelig lykkedes C&C Travel at udvælge nogle magiske steder på denne rejse - og Tayrona Nationalpark er ingen undtagelse. Det er virkelig en smuk nationalpark, og især fortællingerne om de oprindelige folk er mega spændende. Der er dog nogle skår i vores glæde. Vi havde virkelig set frem til sol og varme ved den caribiske kyst, og så ankommer vi til regn og en strand med badeforbud, fordi den er fuld af drivtømmer, og fordi havet er voldsomt efter et stort uvejr. Hotellet er desværre også liiidt for forladt til vores smag, og det er ikke muligt at spise på andre hoteller, for de kræver alle, at man enten bor der eller investerer i et "day pass", selvom man kun ønsker at spise sig en sandwich. Besøget i selve nationalparken er dog virkelig en stor oplevelse. Det er sjovt at gå igennem junglen, hvor vi både drikker coca-te, spiser de lækreste nybagte boller fulde af cremet chokolade, som vi køber hos en lille indianer-cafe, og så er vi dybt fascinerede over millioner af myrer, der danner…

Forestil dig en palme på 70 meter. Det er højt, når en normal 5 etagers ejendom er mellem 20 og 30 meter. De høje palmer, Colombias nationaltræ, har de mange af i området omkring Salento i kaffehøjlandet og i særdeleshed i den populære turistdestination Cocora Valley. Og ja, det er turistet, men shiit hvor er det bare et besøg værd. Vi har sjældent været et naturmæssigt så flot et sted, og vi har trods alt været lidt omkring...Udover besøget til dalen med majestætiske palmer, så bliver vi også introduceret til det sjoveste spil. En slags petanque, men med tunge blystykker som kasteskyts og med små papirtrekanter fyldt med krudt, som det man sigter efter. Rammer man, siger det BANG!! - og det er virkelig sjovt og sparker til adrenalinen og grinene i hele familie. Noget andet, der også sætter gang i følelserne, er en ridetur rundt i bjergene. Her fremkalder mødet med ko med meget lange ører Carolines "ridetraume" fra Lesotho, og hun begynder at græde og hader hvert minut af den timelange ellers vanvittigt…

De fleste, der hører om byen Medellín, tænker automatisk på narkobaronen Pablo Escobar, der igennem årtier styrede byen og narkokartellet af samme navn med hård hånd og masser af krudt og kugler. Det er lidt tarveligt og ærgerligt, at det er det første, der dukker op, for byen er nu meget mere end den vold og kriminalitet, som var kendetegnende før i tiden. Faktisk er volden og kriminaliteten faldet med 90%, og vi besøger med stor fornøjelse Comuna 13, et colombiansk svar på en brasiliansk favela, der bugter sig smukt op ad bjergene, der omkranser byen, men så stopper det smukke også der. Bydelen var før i tiden verdens farligste kvarter, men i dag emmer den af dans, turister, gallerier, restauranter og masser af små butikker, der alt sammen tilfører den hårdprøvede bydel og dens beboere ærlig indkomst og mere værdige liv. Noget andet der er tarveligt, er det såkaldte Pablo Escobar museum, der er drevet af hans familie. Det er ikke et besøg værd. Det er til gengæld den store klippe El Penol og den…

Hvis man læser udenrigsministeriets rejsevejledning, så bliver man tilsyneladende både dræbt, kidnappet og det der er være, hvis man tager til Colombia. Det er synd, for selvom Colombia har været et af verdens farligste lande, så er kriminaliteten faldet med 90 procent siden det sydamerikanske land for en del år siden var hærget af borgerkrig, væbnede grupperinger og narkokarteller. Det er et skønt land at rejse i, og vi følte os virkelig trygge. Vi startede i landets hovedstad Bogotá, som vi virkelig kan anbefale. Mange springer den højtbeliggende millionby over, men det er en skam, for byen har masser at byde på. Byen har en inspirerende og energifyld puls, og den er fuld af liv, musik, gadekunst og graffiti. Det er i den grad en farverig og levende by med alt fra små hyggelige gader med masser af gallerier og caféer fulde af colombiansk velduftende kaffe til markeder, højhuse og velhaverkvarterer med malls og dyre butikker. Vi havde en fest, og så faldt vi over et museum, der alene er et besøg til byen…

Vi lægger Marrakesh bag os i hvad der viser sig at være en gammel godt slidt øse, som vi har lejet. Den er møgbeskidt og har næsten ingen benzin på, men til gengæld er den billig og den får os trods alt fragtet fra den pulserende og magiske storby Marrakesh til den lidt roligere og smukke kystby Essaouira. Her har vi lejet, hvad der viser sig at være en kæmpe luksusvilla med udsigt over Atlanterhavet. Fra villaen er der frit udsyn til havet og stranden, der mest af alt minder om en sandørken med klitter af det fineste sand, der bugter sig som et oprørt hav. Det er smukt, og roen indfinder sig, og ikke mindst Ukhona er glad, for huset er udstyret med en kæmpe pool, og så skal der ikke mere til at få den vandglade pige i sit es. Hun er i fra lige efter morgenmaden - der i øvrigt dagligt bliver lavet af husets "maid" for den nette sum af 60 kroner for fire personer - til solnedgang, hvor vi må hive hende op med klaprende tænder. Det lykkes os også at stoppe ved en ørkenborg, der viser sig at være en gigantisk…

"Er Marrakech ikke et pisseirriterende sted fuld af alt for nærgående sælgere, der gør, at man ikke kan gå i fred?" Det var Pelles første reaktion, da snakken faldt på den ellers populære marrokanske by. "Jo" svarede Caroline, der havde været der for 12 år siden i forbindelse med sit arbejde. MEN hun havde hørt, at det havde forandret sig, så vi forhørte os hos nogle vi kender, der har rejst rigtig meget i Marokko. De forsikrede os om, at det var helt forandret - vist nok pr. lov - og at man nu kunne gå uforstyrret rundt og nyde byen. Det viste sig - heldigvis! - at de havde ret. Vi kan gå rundt stort set i fred, og det er kun omkring den store meget turistede plads, at sælgerne er en my anmassende. Byen er derfor fantastisk. Det er Indiana Jones møder 1001 nats eventyr. En by fuld af farver, dufte, æsler og uendeligt mange små fine butikker med alt fra krydderier til den flotteste keramik. Vi kan næsten ikke sparke os frem for tæpper og håndlavede trææsker, og vi bor i en smuk riad - et marrokansk byhus -…

Her i det sidste afsnit fra alperne og Chamonix slutter vi af med et brag - et actionbrag! I sidste afsnit svor Pelle, at han ikke skulle op i en paraglider. Den besværgelse holder lige indtil nu, for det her afsnit starter med at både han og Ukhona frivilligt løber ned af en stejl alpeside for så at lette og flyve afsted kun båret oppe af en faldskærm og små tynde nylonsnore. Med hver deres instruktør svæver de rundt i flere hundrede meters højde. Det er smukt og sjovt, men også kvalmende og en my angstprovokerende for Pelle, da han fra sin egen papirtynde "flyvemaskine" kigger op mod sin datter, der grinende svæver rundt flere hundrede meter over ham. Endnu mere nervepirrende bliver det, da Ukhonas paraglider pludselig begynder at falde til jorden i hurtige snurrende bevægelser for til sidst nærmest at snitte nogle trætoppe og et tag på en bygning. Det viser sig dog, at det hele er kontrolleret og Ukhona har haft en fest. Udover det, står den på riverrafting, en vild rutsjebanen ned at bjerget, en tur ind…

Vores eventyr i charmerende Chamonix fortsætter - eller rettere i bjergene og dalene omkring Chamonix fortsætter. Vi er både på skønne - og lidt hårde! - vandreture oppe i alperne, vi går ind i en meget smuk og anbefalelsesværdig kløft med masser af vandfald undervejs og så tager vi hen for at bade i en stor sø i et gammelt kalkbryd. Der er lidt pakket med mennesker - som Bellevue nord for København på en varm sommerdag, men det er nu alligevel indbydende og ret skønt, lige bortset fra, at man ikke må have hund på de skønneste 3/4 af strandbreden søen rundt. Vi kommer dog i vandet og får en svalende dukkert med udsigt til imponerende, sneklædte bjerge. Det er i det hele taget lidt af en udfordring at have en hundehvalp med, der skal bæres det meste af vejen på de hårde ture, men vi ligger som vi har redt, og får det bedste ud af det. Det er også magisk, da vi pludselig støder ind i en jazzfestival i 2.500 meters højde, og så opstår der en lidt akavet stemning, da vi spørger en familie på vandretur om, hvor…

Efter en fantastisk tur ned langs Norges smukke kyst, får vi lige vasket lidt undertøj og så hakker vi afsted mod de franske alper - nærmere bestem Chamonix, der ligger for foden af Mont Blanc. Det bliver en noget strabadserende tur derned, Pelle er så tøjnærrig, at han går med sine gamle klude så længe, at shortsene får huller i lommerne. Det koster en bilnøgle, og den dag toppes nedtursmæssigt af tre ladestandere, der ikke virker bedst som batteriet er helt i bund, og lige for at fortsætte feriestressen, så kampridser vi den ene fælg på vores leasede slæde. Al irritationen forsvinder dog, da vi ser den vidunderlige AirBnB, vi har leget med frit udsyn til Mont Blanc og de andre smukke alper. Slutteligt i det her afsnit laver vi et surprice party for Carolines bror i flere tusinde meters højde på en lille charmerende perle af en bjergrestaurant, der kun er tilgængelig via brutale hiking stier. Ukhona klager højlydt undervejs derop, men må overgive sig til udsigten og de velsmagende frugttærter. Begge dele er…

Togtet ned langs Norges smukke kyst fortsætter, og magien bliver total, da vi når til Lofoten. Mens havørnene dykker efter fisk omkring os, sejler vi ind Troldefjorden, der er lige så fortryllende og "troldeagtigt", som navnet antyder. Mosbeklædte klipper troner højt op til hver side, og vi ved nu, hvor de bor, når vi synger: "Oppe i Norge, der boede tre trolde!". Det er seriøst noget af det smukkeste, vi har set, og det at opleve de majestætiske havørne med deres imponerende vingefang er en kæmpe naturoplevelse. Vi er også på tur ud til en fin gammel stavkirke og så Atlanterhavsvejen, nok en af verdens smukkeste stykker landevej, der har optrådt i utallige bilreklamer og sågar en James Bond film. Eneste gigantiske minus ved den tur er guiden, der synes at have en fest med at udpege ALT på vores fem timer lange køretur. Alt fra tankstationer til skoler, får et ord med på vejen - og som Ukhona tørt konstaterer: "at når alt bliver vigtigt, bliver intet vigtigt" - noget vi kun kan give hende ret i. En enkelt…

Så hopper vi ombord på Havila Castor, det norske krydstogtskib, hvor vi den næste uges tid skal sejle ned ad Norges smukke, smule kyst fra Kirkenes i nord til Bergen i syd. Med et bord lige op ad et af de utallige panoramavinduer, nyder vi lækker lokal norsk mad med verdens smukkeste udsigt. Det er ganske enkelt magisk at glide nærmest lydløst afsted med Havilas delvist eldrevne skib igennem noget af verdens smukkeste natur, med bjerge, vandfald og hvaler, der løbende dukker op for at suge en portion luft. Vi står også af skibet, for at køre en tur ud til Nordkap, hvor vi spiser morgen mad og nyder den udsigt, vi ikke kan se...Der er ganske enkelt møg tåget, så det er kun billedet af den ikoniske globus her på kontinental Europas nordligste punkt, som vi får med os hjem foreviget i hukommelsen og på billeder - men hey, man skal altid have noget at komme tilbage til. Noget vi ikke ønsker os at komme tilbage til, er alle de ældre mennesker, der tilsyneladende har en fest med pudse næse midt i måltiderne, eller…

Allerede da vi, Pelle og Caroline mødte hinanden for 14 år siden, var en sejltur eller en krydstogt ned langs Norges kyst højt på Pelles bucket list. Nu er drømmen så endelig blevet til virkelighed - vi skal sejle fra Kirkenes helt oppe ved den russiske grænse og ned til Bergen med det luksuriøse krydstogtselskab Havila Kystruten. Vi starter med et døgn oppe nord for polarcirklen i Kirkenes, hvor vi, før vi stiger på båden, sejler ud og fanger og spiser kæmpe store kongekrabber, Pelle løber med, rensdyr, vi oplever den magiske midnatssol, der er smuk men også stjæler ens nattesøvn - og så kører vi ud til den russiske grænse, hvor Caroline spytter på en sten og prøver at kaste den helt over til Putin, men en indlejret besked om at stoppe det pis, han har gang i. Natten tilbringer vi på Snowhotel Kirkenes, hvor vi har valget mellem at sove i en smuk saunalignende hytte eller i et hotelværelse hakket ud i is. Det er et magisk sted, hvor der, nå ja, ligger en gammel bombeflyver fra anden verdenskrig spredt ud…

Velkommen til den 6. sæson af vores rejsepodcast! Normalt rejser vi jo sammen som familie, men lige siden vi fik vores ID Buzz (elektrisk folkevognsrugbrød), har Pelle haft lyst til at smide et par madrasser bag i og køre afsted med Ukhona på en far-datter-tur. Nu skulle det så være, og da Ukhona gerne ville til Sverige, var det det, det blev. Uden den store planlægning - eller plan! - drager Pelle og Ukhona så afsted mod Sverige. Der er højt humør i bilen, hvor det hele starter med at vores hund Choko slår en brandskidt. Med den hængende i luften kører de grinende med soveklare madrasser bag i mod først Kullen og senere sveriges svar på Skagen i uge 29, Båstad. Her har de det virkelig sjovt over alle de drenge og mænd med det, Ukhona kalder "Sliiik hår". Godt tilbagestrøget pomadehår, flankeret af hvide skjorter, hørbukser og lyserøde pullovere. Efter en omgang aftensmad i det svenske sommerudgave af Hellerup, finder de en lille fin havn, hvor de sover med den smukkeste udsigt, og om morgenen står den på…

Så er vi nået til sæsonens sidste afsnit, og denne gang er vi taget fra Sydafrikas sol og varme til den kolde norske vinter. Efter en klog overnatning i Oslo kører vi de sidste to en halv time op til Hafjell, et skønt skiområde lige nord for den norske hovedstad. Vi har i flere år været i Østrig i vinterferien og her vi haft op til 14 graders varme. Det er lidt noget andet heroppe. Det er ned til minus 20 om natten, og sneen står meter tyk over det hele. Det er simpelthen så magisk og bliver endnu bedre af, at vi har lejet den mest fantastiske lejlighed på AirBnb. Den står mest på slalom, men vi hakker også et smut ud på langrend - en kæmpe anbefaling til alle. Der er masser af grin og godt humør her i det sidste afsnit, inden vi vender stærkt tilbage efter sommerferien. Go lyttelyst! Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Vores rejse er ved at være ovre, og her i det sidste afsnit fra vores sydafrikanske eventyr taler vi en del om sikkerhed eller mangel på samme. Sydafrika og Pretoria i særdeleshed er møgfarligt. I provinsen, som hovedstaden ligger i, er der 40 carjackings - eller bevæbnede biltyverier - om DAGEN! Det ville svare til, at der var ca. 17 i Danmark om dagen eller over 6.000 om året. Det må dog ikke afholde en fra at besøge det fantastiske land, og bare man tager sine forholdsregler, så går det nok - og "Man kan jo også risikere, at få en på hoved eller få stjålet sin telefon i Herning", som Pelle konstaterer i podcasten. Nej verden skal opleves, og frygten må ikke vinde. Ud over en masse vidunderlige rejseminder, får Pelle også et par permanente minder med hjem , da han får tatoveret endnu et par af Ukhona tegninger på den ene arm. Tusinde TAK til alle jer, der har lyttet med indtil nu, og rigtig god lyttelyst her i sidste afsnit fra Sydafrika. Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Vores seks uger lange sydafrikanske eventyr er nået til sit sidste men også vigtigste stop. Vi har lejet den samme lejlighed, som vi boede i dengang, vi for lidt over otte år siden var nede og hente vores datter. Faktisk var det i den lejlighed, at vi fik hende i armene for første gang. Det er mere end stort at være tilbage, og selvom der er en række benspænd på vejen, så nyder vi at være "hjemme" igen. Udover dette fantastiske "trip down memory lane", så er vi til frokost hos den danske ambassadør i Sydafrika, hvor vi naturligvis har medbragt Ferrero Rocher :) - og så kommer vi med nogle tips til, hvad man kan lave i den sydafrikanske hovedstad. Blandt andet fortæller vi om en klatreskov, der var super sjov, men hvor det allermest spændende og lidt triste var at tale med vores guide Chris. Her fik vi virkelig et indblik i livet, som det desværre der ud for rigtig, rigtig mange sydafrikanere. Glæd dig til at høre om det og meget mere her i det første af to afsnit fra Pretoria. Go' lyttelyst! Hosted on Acast.…

Efter en lang strabasserende rideekspedition in i Lesotho, er vi taget på luksushotel. Og når vi siger luksus, så mener vi det virkelig. Vi er tjekket ind på The Oyster Box, et fem stjernet hotel i Umhlanga lige nord for Durban, der skulle være et af Sydafrikas og faktisk også Afrikas alle bedste hoteller. Det ER virkelig også en oplevelse. I afsnittet prøver vi at sætte ord på, hvad det er, der gør et hotel som dette helt specielt, og det erudover den private biograf og smukke, smukke pool i virkeligheden de helt små ting. En anden lille ting, der får sneget sig ind i afsnittet, er muligvis en hval eller en haj. Midt under optagelsen spotter Caroline i hvert fald noget langt ude på havet, og så går den store detektivjagt på at finde ud af, hvad hulen det er for noget. Vi kommer også med bud på, hvad man kan lave i området, hvis man absolut insisterer på at forlade det magiske hotel, og så møder vi en kvinde, der er så forfærdelig, at vi ikke tøver med at kalde hende kælling, og Caroline ønsker at hun får…

Så er vi nået til anden del af vores magiske rideekspedition ind i det lille bjergrige kongedømme Lesotho. Vi rider ud op en smuk tur rundt i landet gennem og langs floder. Det er smukt som Grand Canyon, men i modsætning til den amerikanske turistmagnet, så er der fuldstændig øde og ingen andre turister. Vi har ganske enkelt det overvældende sted helt for os selv, og det føles ekstremt priviligeret, da vores guide fører os op til en stor hule fuld af gamle hulemalerier. Det er som at være midt i en arkæologisk udgravning eller på et skatkammer på et førende museum, men det er bare ude i virkeligheden, og kun os der er der. Senere bliver turen lige lovlig spændende, da vores heste blev virkelig bange for et overlæsset æsel, der af en ridende mand blev drevet ned imod os, ad den vej vi ridder. Vores heste sprang op ad bjergsiden og især Caros hest var i panik. Til sidst hoppede hun grædende af, og nægtede at stå på igen. Hør om alt det og mere til fra en tur, vi trods strabadserne med hestene i den grad vil…

Så kom den endelig, den ting vi havde glædes os allermest til, på en tur der ellers har været fuldt af oplevelsesmæssige perler. Kom med på en tre dages ekspedition ind i det bjergrige kongedømme Lesotho - på hesteryg! Fra den sydafrikanske side af de smukke, smukke Dragensberg bjerge, rider vi over grænsen ind i Lesotho. Her skal vi krydse brusende floder, hvor hestene går i til op over maven, så vi får våde føder og sug i maven, når strømmen tager fat i de store dyr, eller når de er ved at snuble på den usikre flodbund bestående af store sten. Langsom rider vi til brølene fra teritorialbeskyttende bavianer op gennem den flotteste grønne kløft, indtil vi for alvor begynder opstigningen over de imponerende bjerge, hvor vi skal fra 1.600 meters højde op over et bjergpas over 1.300 meter højere oppe i 2.900 meters højde. Det er strabadserende og rimelig angstprovokerende når vores Lesotho ponyer klatrer stejlt opad på de rene klipper og stejlt ned på den anden side. Det er dog det hele værd, da vi efter 5-6…

Der er en skør ting ved den lille by St. Lucia, der ligger i de såkaldte Wetlands helt ovre øst på i Sydafrika tæt pål Mozambique - det går flodheste rundt i gaderne om aftenen. Vi var dog lidt skeptiske, da vi ved ankomsten til hotellet, blev advaret mod at gå rundt til fods i byen om aftenen, for en gang skyld ikke på grund af kriminalitet, men for ikke at blive slået ihjel af de flodheste, der skulle spankulere rundt i byens gader efter mørkets frembryd. Vi tænkte lidt, at det var en ting, de sagde for gøre stedet ekstra interessant for turisterne, men tog dog ingen chancer, og tog bilen ned til restaurant midt i byen, selv om den kun lå ti minutters gang væk. Det viste sig dog, at være en klog beslutning, for da vi kom hjem til hotellet gik der to gigantiske flodheste og græssede lige overfor vores hotel, og der var rimelig glade for at sidde i bilen og for ikke at skulle forsøge at løbe fra det tunge og blidtudseende dyr, der kan løbe op mod 35 kilometer i timen, og som eftersigende er det af de store…

Efter endnu en fantastisk safari i Krugerparken, hvor færdigør "The Big Five" med både leoparder og næsehorn, kører vi sydøst på mod det lille kongedømme Eswatini. Landet hed før Swaziland, men kongen, der iøvrigt har 13 koner og et hav af børn, fik for nogle år siden lyst til at skifte navnet, og når kongen har talt, er det lov. Faktisk er det kun Ukhona og Pelle der tager derned, for mens de to suser mod den dameglade konge og hans kongerige, drager Caroline tilbage mod Pretoria for at tage en eksamen i strafferet på den Danske Ambassade. Derfor går hun også glip af et besøg hos Chimps Eden, et sted hvor de tager sig af mishandlede og handlede chimpanser. Det er helt klart et besøg værd. Det samme er Eswatini, hvor den står på den smukkeste traditionelle musik, og et sjovt indblik i en meget anderledes kultur. Glæd dig til at komme med til dette virkelig anbefalessesværdige lille land, der helt klart står højt på listen til vores næsten besøg nede på spidsen af det afrikanske kontinent. Go lyttelyst!!…

Vi forlader storbyjunglen og drøner via Panoramaruten til Kruger Nationalpark, hvor den står på nytår og safari. Caroline er ikke just imponeret over hverken "Gods Window" eller de andre stop, vi foretager os på den såkaldte panoramarute - et vej med en masse sceniske udsigtspunkter. Pelle er ikke helt enig og synes ikke, man skal droppe den smukke vej på baggrund af Caros skepsis. En ting kan de dog blive enige om: det kan godt være, at det er en turistfælde, men pandekagerne hos Herries Pancakes, de er et stop værd!! - og vælg for guds skyld (og din egen!) bare den helt enkle med sukker, kanel og et squirt lime. Pelle er også på en magisk løbetur, hvor han møder både hjorte og giraffer. Det er stort, men bliver overgået så snart vi sætter os i safaribilen nytårsaftens dag. Vi ser simpelthen ALT, hvad der kan kravle og gå på en magisk safari, som vi slutter af med drinks og højlydte chokerede udbryd, da vores kære dronning vælger at abdicere i nytårtalen. Det hele er så stort og overvældende, at vi fejrer…

Kom med til den fedeste OG skøreste gudstjeneste ever. Juleaftensdag er vi et smut i en sekt-agtig kirke, hvor der virkelig er smæk på underholdningen. Musikken og sangen brager derudaf, storskærmene buldrer, og prædikerne bliver styret af en tidligere professionel fodboldspiller og en surferpræst i hørbukser. Det er vildt underholdende og er en blanding af stand-up, gaveregn og fælles overgivelse til herren og Jesus. Halleluja! Udover et sjovt rendez vous med Jesus så fejrer vi jul med nogle danske venner, har en fest over de mange pingviner på strandet ved Boulders Beach, går og klatrer en fantastisk tur op på Lions Head, et bjerg midt i Cape Town og til sidst genbesøger vi Pretoria Zoo og den cafe, vi var på næsten dagligt, dengang vi for lidt over 7 år siden hentede vores datter - det er virkelig stort.. Go' lyttelyst! Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Vi elsker at tale med folk, som vi møder på vores rejser, og denne gang render vi virkelig ind i et par voldsomme skæbner. Den ene har tidligere i år mistet sin lille søn, og den anden havde et par dage i forvejen mistet to familiemedlemmer i et af Sydafrikas mange biluheld. Det er voldsomt at høre om, men er desværre også en del af den sydafrikanske virkelighed. Vi tager også på en byvandring i den ellers skønne by, og har anbefalinger til både et fedt kvarter, et godt marked og en fin lille park fuld af egern - altså som i virkelig fuld af egern. De største oplevelser og dermed anbefalinger får vi dog på Robben Island, den grusomme fængselsø, hvor blandt andet Nelson Mandela sad i 18 år, og så til en lokal rugbykamp. Det første er jo en vigtig del af verdenshistorien, og det andet, rugbykampen, var simpelthen en fantastisk oplevelse for hele familien. Vi havde en fest med at se de lokale helte fra Stormes bogstavelig talt tørne sammen med rivalerne fra Pretoria Red Bulls. Sikke en kamp og sikke en…

Velkommen til den 5. sæson af vores podcast, hvor vi tager jer med på en magisk 6 ugers rejse til Sydafrika. Det er vores datters fødeland, og vi kommer til at tage jer hele landet rundt - fra safari til storbyferie i verdens næstfarligste by - og endda da ind i både Eswatini og Lesotho, de to kongedømmer inde i Landet. Her i det første afsnit starter vi i Cape Town. Ukhona får flettet håret fyldt med extensions, og vi har tip skønne, skønne steder - og så kan du høre, hvordan det lykkedes os at starte hele turen i luksus på business class. Der er også masser af dramatik med både en punktering og så en indbrudstyv i vores ejendom, der bliver smasket i jorden og anholdt af ti betjente med trukne våben. Velkommen til fantastiske og vilde Sydafrika. Vores første måned er iøvrigt sponseret af Hello Fresh og hvis du går ind på HelloFresh.dk og brug koden "freshbagagen" for at få op til 1.199 kr. rabat på dine første 5 måltidskasser samt fri fragt på første kasse, hvis du endnu ikke har prøvet HelloFresh. Du kan…

Så er vi nået til anden del af vores sæsonafsluttende rejsebrevkasse, hvor vi svarer på spørgsmål fra vores lyttere. Det er årets sidste afsnit, og her svarer vi blandt andet på, hvad vi nedprioriterer for at kunne rejse. Med andre ord, hvordan får vi råd til at rejse så meget. Det kommer vi med en del bud på, og så svarer vi også på, hvordan vi tænker, at vores mange rejser kommer til at forme vores datter. Vi kommer med ideer til spændende og betalelige rejser med børn, og så stikker vi helt af, når vi skal komme med gode råd til en kvinde, der vil vide, hvor det bedste sted er, som vi har været - og hvor vi vil anbefale hende at tage hen med sine tre voksne børn. Det sætter gang i vores egen rejselyst, og der er masser af gode bud, indtil Caroline hiver et genialt og overraskende bud op ad hatten - hør hvad det er her i årets sidste afsnit. Go' lyttelyst!! Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Det er blevet tid til den sæsonafsluttende rejsebrevkasse, hvor vi svarer på spørgsmål fra vores mange følgere. Brevkassen kommer i to dele, og her i den første del svarer vi på, om vi har overvejet et krydstogt. Derudover fortæller vi, om der er en rejse, vi har fortrudt, og så svarer vi på et par spørgsmål omkring Ukhona og det at rejse. Det handler blandt andet om vores forhold til lektier, når vi er afsted. Slutteligt prøver vi at råde en 50årig enke til en afslappende destination med noget kønt at opleve. Vi synes umiddelbart, den er lidt svær, men så viser det sig, at svaret ligger lige for. Hør hvad vi svarer i det nye afsnit - go' lyttelyst! Hosted on Acast. See acast.com/privacy for more information.

Pelle har besøgt tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten og nuværende generalsekretær for Red Barnet, Johanne Schmidt-Nielsen, til en snak om Johannes rejseliv fra barndommen og frem. Normalt er Caroline med, men hun ligger syg derhjemme og går derfor glip af at høre, at Johanne som udgangspunkt hader at rejse. Det viser sig dog hurtigt at være en sandhed med modifikationer. Johanne har nemlig rejst rigtig meget i det meste af verden. Det har bare primært været rejser med et formål, som fx at se Red Barnets projekter i udlandet, eller som dengang hun som folketingsmedlem sejlede rundt langs Grønlands kyst med et dansk inspektionsskib. Arbejdsrejser, der gør hende klogere, kan hun godt lide, det er mere klassiske ferierejser, hun står helt af på - eller som hun siger: "Jeg dør i den liggestol dér!". Måske handler det i virkeligheden om, at Johanne ikke rigtig kan være i det plan- eller formålsløse, men det kan høre meget mere om i det her afsnit, der viser helt nye sider af den mærkante kvinde. Go…

Ad snørklede og skræmmende snævre veje op gennem middelalderbjergbyen Gjirokastër er vi nået frem til det fineste lille hotel. Her tjekker vi ind på det vildeste værelse, hvor alt fra døre, vinduer og selve loftet består af over 250 år gamle træudskæringer. Det er virkelig et fedt værelse. Ukhona elsker det, og konstaterer, at hun godt kan forstå, at det er verdens bedste hotel. Vi må dog korrigere hende og skuffe med, at det kun er byens bedst ratede hotel, men no matter what, så er det fedt. Den smukke gamle borgby er også virkelig et besøg værd, omend at vi den første dag nærmest bliver skyllet ned af de stejle, små gader, da det står ned i mere end stænger. Det slår os dog ikke ud, og vi ender også med at grine af den finger, som Caroline meget mod sin natur rækker i vejret efter en bilist, der kører en hel vandpyt op ad benet på hende. Det er sjovt, og byen er fed. Vi besøger også magiske Blue Eye, der er en af de største naturoplevelser, vi har haft, og så slutter vi af i hovedstaden Tirana. Det er en…